Menu

Back lynede som angriber i 3-2-sejr

image Michael Andersen blev matchvinder for Serie 3, da han blev sendt frem i angrebet til sidst i premieren ude mod Nørager/Rørbæk IF. Han scorede to gange, og SIF vandt 3-2. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
10. august 2018 kl. 22:12
Nørager/Rørbæk IF førte 2-1, men Serie 3-mandskabet fra SIF Fodbold vandt premieren 3-2 på to fuldtræffere af backen Michael Andersen, da han var sendt frem i forreste geled i en hektisk slutfase, hvor gæsterne fra SIF også havde det fornødne held til at sikre sig alle tre point - læs mere her...

Der var mange gode præstationer blandt SIF-spillerne, da Serie 3-mandskabet kom godt fra land i efteråret 2018 ved at besejre Nørager/Rørbæk IF 3-2 på udebane fredag aften 10/8, men to spillere markerede sig alligevel stærkest.

Det gjaldt venstrebacken Michael Andersen, der blev sendt frem som angriber med et lille kvarter igen og kvitterede for den tillid ved at score de to mål, der sikrede SIF en 3-2-sejr, og målmand Anders Snitker Jensen, der viste stort mod i sine indgreb og med flere vitale redninger var med til at forhindre scoringer fra hjemmeholdets side.

- Vi havde den fornødne tur i den modsat mange af kampene i Serie 2 inden sommerferien, men det var dejligt, at vi formåede at vende 2-1 til Nørager/Rørbæk til 2-3 til sidst, siger Uffe Agerbo Jensen, SIF-træner.

Det blev 2-2 med ni minutter igen, da indskiftede Sebastian Meyer Poulsen var kommet igennem til at godt indlæg fra den ene flanke. Hjemmeholdets forsvar fik clearet bolden i første omgang, men Michael Andersen samlede bolden lige udenfor straffesparksfeltet og sendte bolden i nettet.

Og med to minutter igen blev det også 2-3. Selemani Kikwangazala havde held med et godt togt frem i banen, og bolden havnede slutteligt for fødderne af Michael Andersen, der til stor jubel i SIF-lejren scorede til 2-3.

- Der blev - lidt uforståeligt - lagt fem minutter til, og Nørager/Rørbæk kom frem til to-tre store muligheder i den fase, men keeper Anders Snitker Jensen, der spillede en virkelig god kamp, viste stort mod og afværgede en udligning, forklarer Uffe Agerbo Jensen.

  • SIF-startopstillingen 4-4-2: Anders Snitker Jensen - Christoffer Olesen, Lars-Bo Hansen, Martin Thinggaard og Michael Andersen - Casper Henriksen, Anders Nielsen, Morten Juul og Mike Long - Selemani Kikwangazala og Niclas Plougmann.
  • Indhopperne denne gang: Sebastian Meyer Poulsen, Mike Grøn og Stefan Berg.

Der indløb afbud fra Marcus Skovhus Pedersen (maveonde, red.) på kampdagen, og så rykkede Sebastian Meyer Poulsen ind i truppen og kvitterede med en fin indsats som indhopper.

SIF var bagud både 0-1 og 1-2 inden den hektiske slutfase.

Det blev 1-0 til hjemmeholdet i det 13. minut på et hovedstød, men i det 27. minut sørgede angriberen Niclas Plougmann for en udligning, da han tordnede bolden op i det ene målhjørne på et direkte frispark langt udefra.

- Vi havde faktisk godt fat i spillet inden pausen, især i den sidste halvdel af første halvleg. Nørager/Rørbæk var fysisk stærke og os overlegne i hovedspillet, men fire minutter før pausen blev det 2-1 til dem på et godt gennemspillet angreb med gennembrud på venstrekanten, indlæg skråt bagud og en god afslutning, forklarer Uffe Agerbo Jensen.

I SIF-lejren var man enig om, at det gode spil skulle fastholdes efter pausen, hvor man også fik medvind, men spillet nåede desværre ikke højderne fra de første 45 minutter.

- Med 15 minutter igen blev Michael Andersen sendt frem som makker til Niclas Plougmann i angrebet. Mike Long fik en pause, og Stefan Berg kom ind som venstre back. Den ændring gav heldigvis pote takket være Michael Andersens to scoringer. I slutfasen måtte Morten Juul (foto herover, red.) udgå på grund af en voldsomt hævet fod, ind kom Casper Henriksen igen. Vi skiftede en del ud i løbet af kampen, og det vil føre for vidt at nævne samtlige ud-/indhop. Niclas Plougmann, der lavede et drømmemål til 1-1, er heller ikke helt sin lårskade kvit, men for pokker, hvor var det godt, at vi hev den premieresejr hjem. Og så fortjener Anders Snitker Jensen i målet virkelig ros for at stærk indsats, slutter Uffe Agerbo Jensen.

På midtbanen bragte tilbagevendte Anders Nielsen og Morten Juul rigtig meget til holdet som styrmænd.

Stilling og aktuelle kampe i Serie 3-puljen:

https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=277870

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/serie-3-klar-til-efteraarspremieren/

 

Luk