Menu

Cheftræner vil se ild i øjnene

image JS-cheftræner Kim Nielsen og kompagni før besøg af Gug Boldklub fredag aften 17/8 med kampstart kl. 19.00. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
17. august 2018 kl. 15:19
Der er dømt "pletvask", når førsteholdet hos herresenior, Jyllandsserien, i aften (fredag 17/8) kl. 19.00 møder Gug Boldklub på kunstgræsbanen i Støvring, og SIF-cheftræner Kim Nielsen vil se helt andre attituder hos sine spillere end i 1-3-nederlaget i premieren hjemme mod RKG Klarup - læs mere her...

- Vi havde en rigtig god træning i tirsdags. Først med spillermøde og efterfølgende en rigtig god træning, hvor vi for første gang længe kunne øve 11:11-detaljer målrettet til kampene, men vi har også en del at skulle rette op på i forhold til 1-3 i premieren hjemme mod Klarup, siger SIF-cheftræner Kim Nielsen.

Gug Boldklub, som SIF plejer at spille nogle jævnbyrdige og tætte kampe imod, lagde selv ud med at slå Aalborg Freja 4-0 i deres premiere.

Fredag aften 17/8 gæster Gug-mandskabet så kunstgræsbanen i Støvring med startfløjt kl. 19.00.

- Jeg tror, alle i og omkring JS-truppen er blevet bevidste om, at vi kan tabe til alle modstandere i den her JS-pulje, hvis vi ikke har hjertet med i det, vi foretager os hele tiden. Jeg vil se ild i øjnene på SIF-spillerne i kampen mod Gug. Gug-holdet kom forrygende fra land med 4-0 over Aalborg Freja og kommer sandsynligvis til Støvring med masser af gejst og selvtillid, slutter Kim Nielsen.

Serie 4- og Serie 3-mandskabet spiller også hjemme denne fredag aften. Serie 4 møder Farsø/Ullits IK kl. 18.00, og Serie 3 spiller kl. 19.00 mod Aars IK.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/trelags-lagkage-paa-en-fredag-aften/

 

Luk