Menu

Krølle: Vi skal vise mod og engagement

image SIF-damerne, der slog Aalborg Freja 3-1 i lørdags i JS-puljen, får besøg af FC Thy-Thisted Q fra landets bedste række, Gjensidige Kvindeligaen, onsdag aften kl. 19.00 i en 1/8-finale i Sydbank Kvindepokalen. Arkivfoto: Hanne Andersen
Af Jørn Eriksen
21. oktober 2019 kl. 13:05
Onsdag aften 23/10 kl. 19.00 får JS-damerne fra SIF Fodbold besøg af FC Thy-Thisted Q fra landets bedste række, Gjensidige Kvindeligaen, i en 1/8-finale i Sydbank Kvindepokalen 2019/2020, og SIF-mandskabet glæder sig til opgaven - læs mere her...

Det er så sandelig ikke hverdagskost for en forholdsvis lille klub som Støvring IF Fodbold at have et hold med i en 1/8-finale i pokalturneringen, hvor sværvægtere af fodboldmæssig kaliber kan stå på den modsatte banehalvdel.

Onsdag aften 23/10 kl. 19.00 bliver dette fodbold-fatamorgana til virkelighed for JS-damerne, der tager imod FC Thy-Thisted Q fra landets bedste række, Gjensidige Kvindeligaen, og kampen spilles på kunstgræsbanen i Støvring, og SIF-mandskabet fortjener al den støtte fra sidelinjen, det overhovedet kan få.

  • 1/8-finalerne i Sydbank Kvindepokalen 2019/2020:
  • Onsdag 23/10, kl. 19.00:
  • Sundby BK. - BSF.
  • Køge Pigefodbold - Odense Q.
  • B 93 - Brøndby.
  • Vejle Boldklub - Fortuna Hjørring.
  • Støvring IF - FC Thy-Thisted Q
  • Varde IF - VSK Aarhus.
  • Vildbjerg - Kolding Q.
  • Tirsdag 29/10, kl. 19.00:
  • Fredensborg BI - Farum BK.

Gæsterne, der virkelig har fundet fodfæste i Gjensidige Kvindeligaen, indtager aktuelt fjerdepladsen efter at have besejret Odense Q 7-1 på udebane i den forgangne weekend i noget af et nøgleopgør for thyboerne. Stærkt gået af FC Thy-Thisted Q at være i baghjul på Top 3 i Gjensidige Kvindeligaen - Fortuna Hjørring, Farum BK og Brøndby.
Alene det indikerer vist med al tydelighed, at SIF-mandskabet fra Jyllandsseriens top sandsynligvis får nok at se til i 1/8-finalen i pokaltureringen - uanset om FC Thy-Thisted Q eventuelt måtte lade nogle af stamspillerne få et pusterum i deres kampprogram.
På lørdag 26/10 får FC Thy-Thisted Q besøg af Kolding Q i Gjensidige Kvindeligaen - begge hold har 14 point for de første 11 kampe.

- Vi skal op imod en rigtig stærk modstander, men jeg håber, det kan være med til at gøre os bedre på sigt. Det bliver en aften, hvor vi får en fodboldoplevelse, og vi skal vise mod, siger Jan "Krølle" Nielsen (foto herover, red.), SIF-cheftræner.
- FC Thy-Thisted Q har et flot spillende mandskab, der står godt på modstandernes banehalvdel. Vi har et ungt og talentfuldt hold, men hvad vi mangler i rutine, det har vi i mod og engagement. Vi skal fokusere på, at det kan være en plus for os at møde et hold, der aktuelt er nr. fire i Gjensidige Kvindeligaen og et hold, hvor spillerne til daglig er oppe imod landsholdsspillere. Vi skal tage ved lære og gå frisk til opgaven. En sådan kamp kan på sigt være med til at udvikle os og gøre os bedre som hold. Vi skal yde alt, hvad vi magter, og så må vi se, hvor langt det rækker, fortsætter Jan "Krølle" Nielsen.

Siden weekendens 3-1-sejr ude over Aalborg Freja i JS-puljen er duoen Helene Andersen og Sissal Borgarlid vendt hjem fra ferie, og Maria Djurhuus er også spilleklar igen. De tre erstatter Sofie Balling Olsen, Lisa Mikkelsen og Nicole Kornum Netopil i den trup, der skal i aktion i 1/8-finalen i pokalturneringen.

  • SIF-truppen til onsdagens 1/8-finale i Sydbank Kvindepokalen 2019/2020 hjemme mod FC Thy-Thisted Q fra Gjensidige Kvindeligaen, kickoff på kunstgræsbanen kl. 19.00:
  • Camilla Hvilsom, Sissal Borgarlid, Sigrid Poulsen, Julie Blicher, Katja Quist Kristensen, Katja Uhrenholt, Nicoline Jespersen, Stine Balling Olsen, Pia Kjær, Maria Djurhuus, Emma Friis Schau, Daria Krzos, Julie Frank og Helene Andersen.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/farlige-frank-lavede-hattrick/

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/kom-saa-bare-med-fortuna/

Luk