Old Boys vandt endnu et sommerstævne
Vi stillede op med to hold til dette stævne.
Støvring 1 bestod af Bo Abrahamsen, Peter Nielsen, Søren Reinewald, Kenneth Gjerulff, Brian Schmidt, Bjarne "Buster" Pedersen, Jonas Søndergaard, Michael Lind, Lasse Nielsen og Sorin Sandu.
Støvring 2 bestod af Christian Pedersen, Kim Buus, Claus Gyrup, Lennart Madsen, Ejnar Jeppesen, Steen Thorstensen, Jacob Werner, Martin "Tudse" Pedersen og Torben "Lange" Nielsen.
Støvring 1 lagde ud med - desværre - at tabe 2-1 til Skørping, der scorede efter to hjørnespark. Derefter blev de to næste kampe dog vundet overbevisende med 4-0 og 5-2 mod henholdsvis Vegger og Ravnkilde 2. Det var dog ikke nok til at gå i finalen, da kun et hold gik videre, og det blev Skørping.
I den anden gruppe gjorde Støvring 2 rent bord i en ellers stærk pulje. Ravnkilde 1 blev besejret med 2-0, Haverslev med 1-0 og Arden med 2-0.
I finalen mod Skørping lurede tordenen og mørket. Måske derfor blev det en noget taktisk og uskøn affære, som vi dog trak os sejrrigt ud af med 1-0 på mål af Lennart, som endda påstod han var skadet og gik ud lige efter målet. Vi var ved at frygte at skulle ud i straffesparkskonkurrence, for så havde vi nok stået der endnu.
En flot sejr til Støvring 2, hvor cheftræneren i målet holdt buret rent i alle fire kampe. Onde tunger vil påstå, at han heller ikke havde meget at lave.
Præmien til vinderholdet var en burger og en fadøl - pr. mand. Det faldt på et "tørt" sted på sådan en våd aften.
Det var den anden stævnesejr, efter at vi tidligere på sommeren vandt i Bælum. Vi lovede også Ravnkilde at komme igen næste år - de forsvarende vindere kunne jo ikke blive væk, som de sagde.
I aften (fredag 9/8) gælder det stævne i Sørup, og på næste fredag er det i Nørre Kongerslev. Foruden disse stævner var vi i sidste uge også til Jættefesten i Suldrup og spillede 11 mands kamp mod det lokale hold, som vi besejrede 5-1.
Disse byfester med 7-mandsstævner med deltagelse fra de lokale fodboldklubber er en super idé. Det er en dejlig nem idé, som vi skulle overveje at kopiere i SIF. Old boys afdelingen skal nok stille med et par hold eller tre.
Med sportslig hilsen
Christian Pedersen, cheftræner SIF Old Boys
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/27-old-boys-spillere-til-sommerstaevne/