Menu

Thy-træner: Ikke bare en walkover for os

image FC Thy-Thisted Q har en glimrende "urtehave" i FC Thy Piger. Onsdag aften møder SIF Fodbolds JS-damer FC Thy-Thisted Q fra Gjensidige Kvindeligaen i en 1/8-finale i Sydbank Kvindepokalen. Foto: FC Thy-Thisted Q
Af Jørn Eriksen
22. oktober 2019 kl. 08:22
Torben Overgaard, cheftræner for Thy-Thisted Q, deler ros ud til SIF Fodbolds JS-damer inden onsdagens 1/8-finale i pokalturneringen, og mød også i dette indlæg en velkendt herre, der har et ben i hver sin lejr onsdag aften i Støvring - læs mere her...

- Vi er klar onsdag aften i Støvring og skal meget gerne videre til kvartfinalerne, så vi får vores efterår lidt forlænget, og vi kommer med en trup med 14 spillere fra førsteholdstruppen, siger Torben Overgaard, cheftræner for FC Thy-Thisted Q i Gjensidige Kvindeligaen, hvor der er sidste spillerunde i efteråret 16. november, og pokalkvartfinalerne er ifølge thyboernes cheftræner fastsat til ugen efter.
Der er 19 spillere med i thyboernes førsteholdstrup, nogle spiller på JS-holdet.

Der er kickoff for 1/8-pokalfinalen kl. 19.00 på kunstgræsbanen i Støvring onsdag 23/10.

- Vi har enkelte skader, og andre trænger måske til et pusterum, men jeg ser ikke kampen i Støvring som blot en "walkover". Jeg var heldig at se Støvring-holdet spille mod vores JS-hold i Frøstrup tidligere på efteråret, og der er dygtige spillere på det Støvring-hold, hvor jeg især bed mærke i den gejst og den fightervilje, spillerne lagde for dagen. Gode angribere og en meget arbejdsvillig midtbane. Jeg tror ikke, vi bare kører Støvring-holdet over, og vi er selv kommet langt på de dyder med at stå stærkt defensivt og ville arbejde for hinanden, fortsætter Torben Overgaard.

FC Thy-Thisted Q's topscorer Rikke Dybdahl fik angiveligt en vrid i anklen i 7-1-sejren ude over Odense Q i Gjensidige Kvindeligaen forleden.

- Jeg tror ikke, hun er med i pokalkampen, og jeg håber og tror da også på, at vi kan vise, der er forskel på Gjensidige Kvindeligaen og Jyllandsserien, men der er før indløbet store overraskelser i pokalturneringen, understreger Torben Overgaard (foto herover, red - foto: FC Thy-Thisted Q).

Rikke Dybdahl er iøvrigt netop blevet udtaget U 23-landsholdets venskabskamp mod Holland onsdag 6. november. SIF Fodbold siger pænt tillykke med den udtagelse.

Se mere om FC Thy-Thisted Q på
deres hjemmeside, link dertil her:

http://www.fcthy-thistedq.dk/

FC Thy-Thisted, der er nr. 4 i Gjensidige Kvindeligaen, har fortsat som erklæret målsætning at slutte i Top 6 og dermed indløse billet til medaljeslutspillet.
- Det klarede vi lige akkurat i vores første sæson i landets bedste række,og en plads i Top 6 er samtdig lig med endnu en sæson i Gjensidige Kvindeligaen, forklarer Torben Overgaard.

Han glæder sig også over, at den i den aktuelle Liga-trup er tre spillere fra egen "urtehave" - FC Thy Piger. Et samarbejde på tværs af en vifte af lokale klubber, og et samarbejde, der i 2017 fornemt kastede Danskernes Idrætspris af sig med 100.000 rare kroner som sidegevinst.

- Rekrutteringen fra FC Thy Piger vil blive mere om mere markant år for år, og det er en base, vi få stor glæde af i bestræbelserne på selv at udvikle spillere til eliteholdet og førsteholdstruppen på seniorplan, understreger Torben Overgaard.

Netop FC Thy Piger har en velkendt herre i SIF-lejren, Jannik Riis (foto herover, red.) fra Select Technica Football, en pæn andel i, og den tidligere sportschef i Støvring IF står da også med et ben i hver sin lejr, når det går løs onsdag aften i pokalkampen i Støvring.
Han har gennem fem år været med til præge løjerne i rolle som sportschef i FC Thy Piger (og han har intet med FC Thy-Thisted Q på seniorplan at gøre, red.), og Jannik står fortsat for talenttræningerne i Løgstør, Nykøbing Mors og Hurup i regi af FC Thy Piger .
I den igangværende efterårssæson har han også været medkommentator til FC Thy-Thisted Q's tv-transmitterede hjemmekampe i Gjensidige Kvindeligaen.

- Pokalkampen er helt speciel for mig.Jeg er stolt af begge hold. Jeg var selv - i min tid som sportschef i Støvring If Fodbold - med til at kæmpe for pige- og damefodbolden, og jeg er glad for den udvikling pige- og kvindefodbolden i SIF Fodbold har været igennem siden - i høj grad med Ruth Andersen som dynamo. Jeg glæder mig til at være blandt tislkuerne til en kamp mellem to hold, der klarer sig rigtig godt på hver deres sportslige niveau, siger Jannik Riis, der også tidligerehar været sportschef i Fortuna Hjørring i en kort periode.

Select Technica Football og SIF Fodbold kører iøvrigt igen i år parløb om klubbens traditonelle julestævne i indendørsfodbold, Technica Cup 2019, 27.-30. december.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/kroelle-vi-skal-vise-mod-og-engagement/

Luk