Uafgjort til Serie 1 herrer
Kun 7 minutter var der spillet, så var herrernes førstehold i serie 1 bagud på udebane mod Nordvestmors. Men arbejdshandskerne blev fundet frem, og med Mads Harbos udligning 4 minutter senere, var SIF ikke bare med i kampen, men også toneangivende, og havde i bund og grund fortjent sejren, omend 1 point på udebane i en uhyggelig tæt pulje ikke er noget man skal se skævt til.
Cheftræner Calle Facius, var da også tilfreds med holdet efter kampen:
- Vi leverer absolut en godkendt indsats over hele linjen. Indstillingen var rigtig god. Man kan altid frygte hvad der sker når man kommer tidligt bagud, men den reaktion jeg så fra spillerne er jeg meget tilfreds med.
- Specielt defensivt synes jeg vi står godt, og milevidt bedre end i onsdags mod Nibe. Det giver lidt mere ro og tryghed til holdet og gør at vi bedre kan sætte os på tingene i løbet af kampen. Vi har overvægt i både spil og chancer og på den baggrund synes jeg vi havde fortjent sejren, men når vi nu ikke kunne vinde, så er uafgjort jo et godt resultat.
- Nu har vi endnu en lang tur på tirsdag, når vi drager til Thisted i jagten på endnu en god præstation og flere point. Den her pulje er så tæt at alle point er vigtige, uanset om man har ambitioner om det ene eller det andet. To nederlag i træk så er man under stregen og to sejre i træk så ligger man til oprykning. Det er de vilkår der er i puljen og det er i bund og grund sjovest, når alle kampe, alle halvlege, alle aktioner er pivhamrende vigtige for hvordan det ser ud når sæsonen er slut.