Menu

U8-pigerne i højt humør i Arden

image
RG
10. maj 2021 kl. 10:16
Endelig, efter en lang kamppause kom 2013-pigerne igen i kamp.



U8 pigerne fra SIF skulle efter planen have spillet deres første kamp i sæsonen mod Skørping søndag d. 25. april. Men pga. et corona-udbrud i indskolingen på Skørping Skole, måtte den kamp desværre udsættes.
Der var derfor ekstra forventningsglæde og spænding blandt pigerne frem mod lørdag d. 8. maj, hvor turen gik til Arden.

Til kampen mod Arden var det en ekstra speciel oplevelse for en af pigerne, der for første gang deltog i en kamp med veninderne i de blå og hvide farver efter at være startet til fodbold i SIF for blot et par uger siden. Vi håber hos U8 piger, at vi snart får endnu flere glade piger i truppen, så vi måske kan tilmelde et ekstra hold i turneringen til efterårssæsonen.

Selve kampen mod Arden gik over al forventning. Pigernes humør fra før kampen blev bragt med på banen og blev snart vekslet til sved på panden, flotte afleveringer og også mål. Kampen blev spillet som 2 x 20 minutter, hvilket er dobbelt så lang tid, som pigerne er vant til. Det betød, at der var godt gang i udskiftningerne, når de stærkt kæmpende piger havde brug for en pause. Kampens resultat har flere af pigerne, som så ofte før, glemt kort efter kampen, da samværet og sammenholdet blandt pigerne uden tvivl er i højsædet. Men et stolt trænerteam føler sig nu alligevel nødsaget til at fortælle, at de dygtige U8 piger kom hjem med en sejr på intet mindre end 6-1.

Næste kamp for U8 pigerne er søndag d. 16. maj kl. 1000, hvor den udsatte kamp mod Skørping spilles på Støvring Stadion.

Luk