Menu

2-1 til JS 1 blev til 2-2 dybt inde i overtiden

Af Jørn Eriksen
30. april 2016 kl. 23:05
Tre rare point blev forvandlet til ét, da Jyllandsserien 1 måtte se en 2-1-føring i hjemmekampen mod Vorup FB lørdag 30/4 blive forvandlet til 2-2 fire et halvt minut inde de otte minutter, dommeren af uvisse årsager mente, overtiden skulle vare. Læs mere her...

Den var svær at fordøje - på mange måder, da Jyllandsserien 1 måtte nøjes med 2-2 i hjemmekampen mod Vorup FB lørdag 30/4 på Støvring Stadion.
Den scoring, Mads Harbo, satte ind til 2-1 et lille kvarter efter pausen så ud til at blive et vigtigt sejrsmål, men gæsterne fik udlignet til 2-2 fire et halvt minut inde i overtiden, som nåede op på samlet næsten otte minutter.

Det sidste var der mange i SIF-lejren, altså otte minutters overtid, der havde svært ved at se logikken i. Kampen havde nemlig ikke brudt på specielt mange spilafbrydelser eller ind- og udhop, og samtidig skabte det også ægrelse, at de fleste på Støvring Stadion - med undtagelse af dommertrioen - kunne se en offside ved 2-2-scoringen.
Vorup FB smed en lang bold frem i feltet, og en af gæsternes spillere stod på noget nær mållinjen nær SIF-keeper Michael Nielsen. En ny situation opstod, og den spiller, der havde været i offside, satte udligningen ind.

Ærgrelsen i SIF-lejren blev ikke mindre af, at Mads Harbo med fem-seks minutter havde en stor mulighed for at afgøre kampen med en scoring til 3-1, og det samme gjaldt anfører Nicolai Hvilsom i det 88. minut.
Hvilsom blev spillet alene igennem med Vorup-keeperen, men kaptajnens skud gik forbi mål, og i splitsekunderne efter var der noget tumult mellem SIF-anføreren og Vorup-ankermanden. Det resulterede i et gult kort til Nicolai Hvilsom med to minutter igen - men dertil kom så de otte minutters overtid, altså 10 minutter i slutfasen med SIF i undertal.

- Uafgjort var som helhed nok fair nok, men dels havde vi to store muligheder for at score til 3-1 i slutfasen, og dels følte vi, der var offside ved scoringen til 2-2. Samtidig havde vi alle svært ved at se, hvordan kampen skulle kunne gå i otte minutters overtid, siger Allan Christensen, SIF-cheftræner (foto herover).

Undervejs i kampen blev der fra dommerside tilladt hårdt og urent spil, og nogle gange ser det faktisk - udefra set - ud som om, reglerne ikke er helt de samme for JS og eksempelvis Serie 1, 2 og 3.
Mod Vorup FB var SIF-midtbanespilleren Anders Nielsen flere gange ved at få revet noget nær både ærme og arm af, når Vorup-spillerne greb til ulovligheder, men der blev vinket afværgende hver gang.

SIF - denne gang uden Lasse Pilgaard - kom fint fra start.
Det blev 1-0 i det 10. minut, da Henrik Bach kom igennem til baglinjen og spillede bolden skråt bagud til Kaspar Rynkeby, der kunne score sit første mål i SIF-trøjen.
Herefter bølgede spillet frem og tilbage, og Vorup FB kom på 1-1 otte minutter før pausen i kølvandet på et hjørnespark. SIF appellerede i den situation for et frispark til Anders Nielsen, da Vorup FB-spillerne med højt løftet ben fik vippet bolden i nettet til 1-1.

SIF var også toneangivende efter pausen, men begge hold kom frem til chancer. SIF var dog gode på bolden, og i det 60. minut kom scoringen til 2-1.
Nicolai Hvilsom fik i en duel med et par Vorup-spillere tacklet igennem. Bolden ramte et par ben, og pludselig var Mads Harbo alene igennem - 2-1.
I slutfasen kom så de gyldne muligheder til Mads Harbo og Nicolai Hvilsom, og så den førnævnte slutkrølle med gult kort til Hvilsom og en meget sen Vorup-udligning.

SIF-startopstillingen mod Vorup FB, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter humør: Michael Nielsen - Stefan Pilgaard, Mike Hansen, Lars Bo Hansen og Christoffer Olesen - Anders Nielsen og Nicolai Hvilsom - Henrik Bach, Kaspar Rynkeby og Patryk Kristensen - Mads Harbo.
Bænken denne gang: Thomas Nielsen, Mathias Kielgast og Morten Juul.
Alle 14 kom i aktion.

Fra anden halvlegs start kom Morten Juul ind på midtbanen og Thomas Nielsen på den ene kant. Ud gik Henrik Bach og Patryk Kristensen. Det betød samtidig, at Nicolai Hvilsom blev skubbet frem i forreste geled, mens Mads Harbo kom ud på den ene kant.

Den kommende uge byder på to vanskelige opgaver for SIF-mandskabet. Torsdag - Kr. Himmelfartsdag kommer Vatanspor på besøg i Støvring, og søndag 8. maj gælder det en udekamp mod Skovbakken - altså to opgør mod puljens aktuelle nr. to og nr. et.
Hjørring IF indtager tredjepladsen, mens SIF er nr. fire inden søndagens opgør med Skjold Sæby og Brønderslev IF som aktører.

 

Luk