Menu

40 spillere har sikret Serie 6 oprykning

image Mathias Tille Kristensen (t.v.) og Christian Rytter trådte til som Serie 6-trænere inden efterårssæsonen. Nu har "Tille & Rytter All Stars" sikret sig førstepladsen og oprykning til Serie 5. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
17. oktober 2017 kl. 10:35
Fjerdeholdet hos herresenior, Serie 6, har - inden deres sidste kamp i efteråret hjemme mod Svenstrup-Godthåb på søndag 22/10 - sikret sig oprykning til Serie 5, og cirka 40 spillere lige fra U 19 til Grand Oldboys har været med til at sikre førstepladsen - læs mere her...

Det har ikke altid været lige let at få sat holdkortet, når fjerdeholdet hos herresenior, Serie 6, har skullet spille kampe i det igangværende efterår.
Det kan trænerduoen Mathias Tille Kristensen og Christian Rytter skrive under på, men trods diverse genvordigheder på den front har Serie 6-mandskabet sikret sig førstepladsen og adgang til forårets Serie 5 allerede inden SIF-holdets sidste kamp nu på søndag kl. 16.00 hjemme mod Svenstrup-Godthåb IF.

- Vi er ni point foran netop Svenstrup-Godthåb IF, der mangler at spille tre kampe, men skulle de gøre rent bord med tre sejre, så kan de ikke rykke op, idet de er udeblevet fra en af efterårets kampe, siger Mathias Tille Kristensen.

Selv slog SIF-mandskabet senest Dall/Ferslev IF 5-1 på udebane, og i efterårets første ni kampe er det blevet til syv sejre, en uafgjort og blot et nederlag - samlet målscore 42-18.

- Omkring 40 spillere - lige fra U 19 til Oldboys, sågar Grand Oldboys - har været inde omkring og deltaget i de ni kampe hidtil, så vi har virkelig favnet bredt, men det har også kunnet mærkes, at den tidligere førsteholdsspiller Morten Juul har været noget nær fast mand på midtbanen, og i enkelte kampe var tidligere JS-spillere som Henrik Bach og Mathias Kielgast også med på holdkortet. Det største boost har de U 19-spillere, der har været med, dog givet os med stor løbevillighed og dynamik, understreger Mathias Tille Kristensen.
- Vi har generelt været spillemæssigt modstanderne overlegne i dette efterår, hvilket også ses på målscoren på 42-18, fortsætter Mathias Tille Kristensen.

"Tille & Rytter All Stars" samles til en afslutningsfest for holdet lørdag 4/11, og mon ikke alle mand for første gang er klar til "kamp" uden alt for mange afbud på falderebet???

Stefan Berg, fast inventar på tredjeholdet i Serie 4 med enkelte afstikkere til andetholdet i Serie 3 i dette efterår, har været oprykkermandskabets ølsponsor i den snart forgangne efterårssæson. Hans firma "Global Tools" har sponsoreret en kasse øl til "Tille & Rytter All Stars" efter hver kamp i dette efterår, og det takker hele besætningen på og omkring holdet for.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/rytter-og-tilles-tropper-topper/

 

Luk