Menu

Agerbo fik 10-0-sejr i afskedsgave

image Serie 3 sluttede af med at besejre Vive IF 10-0 efter 2-0 ved pausen. Foto: Hanne Andersen
Af Jørn Eriksen og Hanne Andersen (foto)
03. november 2018 kl. 22:12
Uffe Agerbo Jensen takkede af som Serie 3-træner i SIF Fodbold lørdag 3/11 med hjemmekampen mod nedrykningsdømte Vive IF i sidste spillerunde, og SIF-spillerne kvitterede med en 10-0-sejr i afskedsgave - læs mere her...

Andetholdet hos herresenior, Serie 3, sagde lørdag 3/11 farvel til deres træner gennem det seneste år, Uffe Agerbo Jensen, og det blev gjort med manér.

10-0 blev slutcifrene i hjemmekampen mod for længst nedrykningsdømte Vive IF efter 2-0 ved pausen. Med storsejren sluttede SIF-mandskabet på femtepladsen i puljen, hvor Hornum IF tog billetten til forårets Serie 2.

- Det blev til en fed afskedskamp, men otte af scoringerne kom altså først i de sidste 21 minutter, hvor det så til gengæld også gik stærkt, siger Uffe Agerbo Jensen.

Vive IF stod som ventet meget kompakt på banen og fik i første halvleg lov til at spille hårdt. SIF gik dog til pausen foran 2-0 på scoringer af Carsten Frederiksen og Niclas Plougmann, og SIF kunne sagtens have ført mere komfortabelt.

Det var indskiftede Mike Long, der øgede til 3-0 i det 71. minut, og så knækkede Vive IF midt over.

- De havde lænet sig op af gule kort længe og fik to af slagsen i den her fase kampen. De måtte også udskifte en skadet målmand midt i anden halvleg og en markspiller i målet. Og så scorede vi ellers mål på samlebånd til 10-0, fortsætter Uffe Agerbo Jensen.

Niclas Plougmann blev noteret for fire fuldtræffere, Mike Long to, Carsten Frederiksen, Christian Lie Guldager, Lars-Bo Hansen og Malthe Christiansen for hver en scoring.

  • SIF-truppen i kampen mod Vive IF, spillerne nævnt i tilfældig rækkefølge: Anders Dupont - Anders Nielsen, Ardeshir Ebrahimi, Carsten Frederiksen, Casper Henriksen, Christian Lie Guldager, Frederik Pind, Jonas Vraa, Lars-Bo Hansen, Malthe Christiansen, Michael Andersen, Mike Long, Morten Juul og Niclas Plougmann.

- En dejlig måde at slutte af på. Der er rigtig meget at bygge videre på omkring dette andethold hos herresenior. Unge spillere er ved at bide sig fast godt støttet af en håndfuld rutinerede kræfter. Der er mange dygtige boldspillere. Vi har dog undervejs haft for megen rotation i truppen og for mange afbud til både træning og kamp, ligesom fremmødet til træning de seneste to måneder ikke har været for godt. Kan man rette op på de ting, vil holdet kunne blande sig i toppen af Serie 3 og bejle til en plads i Serie 2, pointerer Uffe Agerbo Jensen.

Sidste runde og slut-
stillingen i Serie 3-puljen:

https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=277870

Han vender i næste sæson tilbage til Kongerslev IF, der netop har taget elevatoren fra Serie 3 til Serie 4.

- De træner kun en gang ugentligt og spiller hjemmekampe fredag. Det passer fint ind i mit liv lige nu. Jeg vil ikke afvise, jeg en dag vender tilbage til SIF Fodbold, hvor sammenholdet mellem første- og andetholdsspillerne er fint, slutter Uffe Agerbo Jensen.

Hos SIF spillede Carsten Frederiksen (t.v. på foto herover - t.h. ses Morten Juul) også afskedskamp. Han vil fremover nøjes med at spille oldboys-bold i Sulsted IF, hvor han i sin tid huserede som topscorer i deres velmagtsdage i Jyllandsserien.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/serie-3-agerede-kun-drilleper-i-faa-minutter/

 

SE OGSÅ GISSELS VIDEO-INDSLAG
FRA WEEKENDEN 3.-4/11 2018 HER:

https://www.facebook.com/siffodbold.dk/videos/719100645112101/

Luk