Banen kridtet hårdt op for Serie 3
Pointudbyttet for Serie 3-mandskabet har ikke været tilfredsstillende i efterårets første seks spillerunder.
Der er blot to point på kontoen takket være to uafgjorte kampe, og senest blev en føring på 3-0 desværre vekslet i dårlig valuta til 3-3 indenfor de sidste syv minutter af udekampen mod Løgstør IF.
Lørdag 10/9 får SIF-mandskabet så besøg af Valsgård IF 83, der indtager den ret så vitale sjetteplads, der i den sidste ende er lige med fornyelse af adgangstegnet til Serie 3 - og gæsterne er fire point foran SIF i den sidste kamp, inden turneringen vender for de to hold.
En sejr til SIF vil med andre ord betyde, at Valsgård IF 83 blot vil være ét enkelt point foran inden de syv sidste spillerunder, mens et SIF-nederlag vil bringe gæsterne syv point foran i tabellen.
Banen er derfor kridtet særdeles hårdt op til dette opgør, hvor SIF mønstrer følgende trup, spillerne nævnt i vilkårlig rækkefølge: Michael Nielsen, Anders Jacobsen, Rasmus Carøe Eriksen, Martin Thinggaard, Kasper Mikkelsen, Jimmi Thomsen, Jesper Gustavsen, Alexander Thorup, Niclas Plougmann (U 19), Mads Dahl, Stefan Berg, Kasper Bøgh og Søren Bjerregaard.
Der er iøvrigt spændende kampe på SIF's baner allerede fra kl. 10.00 lørdag 10/9:
Hjemmekampe lørdag 10/9:
10.00: U 12-drenge A - AaB, 8:8.
10.00: U 12-drenge B - Aalborg Chang, 8:8.
11.00: U 15-drenge Vest 2 - St. Restrup IF.
11.00: U 14-drenge Vest 2 (foto herover) - Thisted FC.
15.00: Serie 3 - Valsgård IF 83.