Menu

BI-smag af ærgrelse i JS-truppen

image Jubel efter Mads Harbos scoring til 1-2 på flot forarbejde af Henrik "Hazard" Bach.
Af Jørn Eriksen
24. september 2016 kl. 18:20
Uafgjort var på ingen måde et dårligt udbytte, da Jyllandsserie-mandskabet spillede 2-2 på udebane mod Brønderslev IF (BI) lørdag 24/9, og med det resultat har JS-holdet nu hentet 10 point i de seneste fem kampe i bestræbelserne på endegyldigt at få vinket farvel til de to nederste placeringer i puljen. Læs mere her...

Men SIF-spillerne kunne både ærgre sig over, at man ikke fik sat en måske afgørende scoring ind til 1-3 efter pausen samt være glade for, at man i det mindste ikke tabte kampen - og netop derfor var pointdelingen i Brønderslev vist ikke helt ved siden af.

SIF kom foran 2-1 et par minutter efter pausen, da gæsterne var i undertal på banen, og den føring holdt helt hen otte minutter før tid, da BI fik udlignet på et kraftfuldt hovedstød i kølvandet på et hjørnespark, og der var chancer til begge sider ved stillingen 2-1.

BI kom ellers foran 1-0 allerede i det fjerde minut, da et boldtab hos SIF midt på banen gav hjemmeholdet en omstilling, der gav gevinst. Forinden havde begge mandskaber hver brændt to kæmpechancer, så det lignede en målrig affære på vej til at blive fyret af.

SIF-startopstillingen, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament: Kasper Kæp Markussen - Patryk Kristensen, Nicolai Hvilsom, Mike Hansen og Christoffer Olesen - Morten Juul og Anders Nielsen - Mads Harbo, Lasse Pilgaard og Thomas Nielsen - Henrik Bach. Bænken denne gang: Nicklas Aagaard, Niclas Plougmann og Lars Bo Hansen.

Der var afbud i SIF-lejren fra en skadet Kaspar Rynkeby og Carsten Frederiksen (afbud). Det betød, at Nicolai Hvilsom blev midtstopper sammen med Mike Hansen, og Patryk Kristensen agerede højreback.

Efter scoringen til 1-0 var BI generelt skarpest og bedst spillende frem til pausen, men efter en halv time fik Henrik Bach held med at sætte et commandoraid ind fra højre side langs baglinjen, og en BI-spiller fældede ham - straffespark. Det omsatte midtstopperen Mike Hansen i en udligning til 1-1, og det resultat kunne SIF være mest tilfreds med på det tidspunkt i kampen. Som optakt til udligningen havde Patryk Kristensen og Lasse Pilgaard været i aktion ude i højre side, hvor bolden slutteligt havnede på fødderne af Henrik Bach, der var bedste SIF-spiller i dette opgør sammen med keeper Kasper Kæp Markussen.
I det 32. minut erstattede Nicklas Aagaard så Thomas Nielsen, der havde døjet med sygdom i dagene op til kampen.

To minutter før pausen lignede det et straffespark til BI, da en BI-spiller havde held og dygtighed nok til at glide imellem/forbi tre SIF-spillere. Men dommeren mente, der var frispark lige udenfor feltet i BI's venstre side - gult kort til Nicolai Hvilsom. Lasse Pilgaard agerede midtstopper i den undertalsperiode.
1-1 ved pausen.

SIF indledte derfor anden halvleg i undertal, men to minutter efter pausen blev en bold banket langt - op til Henrik Bach i højre side. Han var i dette opgør noget nær en "Eden Hazard-Chelsea-kloning" med fart i skoene og giftige gennembrud. Henrik Bach (foto herunder sammen med Mike Hansen) driblede på tværs for slutteligt at spille bolden fladt for fødderne af Mads Harbo, der efter et enkelt touch på bolden hamrede den i kassen til 1-2 med venstrebenet - måske snittede den en BI-spiller på vejen ind, men pyt - målet fejlede intet.

SIF blev fuldtallige igen, og i det 55. minut måtte SIF-keeper Kasper Kæp Markussen så præstere en fantomredning. BI slog et kraftfuldt indlæg fra deres højre side, og BI-angriber fik glimrende headet på mål, hvor Kasper Kæp Markussen fik fingrene på helt oppe under overliggeren - den bold havde de fleste set i kassen til 2-2.
Kort efter måtte Mads Harbo humpe lettere skadet ud - ind kom Nicklas Plougmann.

Herefter kom SIF til at par gode muligheder, der kunne have resulteret i en scoring til 1-3.
I det 57. minut gled Henrik "Hazard" Bach igen igennem ind langs baglinjen fra højre side, og han var lige ved at lykkes med et sandsynligvis målgivende pasning til en medspiller i feltet. Få minutter senere var Henrik Bach tæt på at score til 1-3 på en bragende halvflugter fra distancen, og i det 65. minut kom Lasse Pilgaard til en god skudmulighed på en omstilling ført op af Patryk Kristensen og Henrik Bach i højre side. Lasse Pilgaard fik dog sendt bolden et pænt stykke over BI-målrammen.

I det 79. minut kom Mads Harbo ind igen - ud gik et lettere forpustet Henrik Bach, og BI pressede voldsomt på for at komme på 2-2. Det brændte voldsomt på foran SIF-målet, og med otte minutter igen gik den ikke længere. En BI-spiller headede bolden ind til 2-2 efter et hjørnespark.
Med seks minutter igen kom Henrik Bach ind igen - ud gik Nicklas Plougmann. I de døende minutter kom Lars Bo Hansen også i aktion i stedet for Nicklas Aagaard.

- Samlet er uafgjort vel ikke upassende for kampen som helhed, men vi havde nogle muligheder for at score til 1-3, som vi kan ærgre os over ikke lykkedes. Et point mod BI er ikke så tosset, og spillerne viste igen god moral ved at vende 1-0 til BI til 2-1 i eget favør, sagde SIF-cheftræner Allan Christensen efter slutfløjtet.

 

 

 

Luk