Carsten Frederiksen efterårets JS-spiller
Der var godt gang i løjerne i og omkring klubhuset i SIF-lejren lørdag 12/11, hvor der både var five-a-side og afslutningsfest for herresenior, damesenior og U 19-drenge på menuen, og begge dele blev lidt af et tilløbsstykke.
- Vi var 55 til five-a-side, hvor det blev spillet 7-mands-kampe på kunstgræsbanen. Fem kampe til hvert hold á 10 minutter med blandede hold - en fornøjelse med så stort et fremmøde, siger klubhusinspektør Kim Lyngberg.
Mandskabet med blandt andre JS-spilleren Nicolaj Hvilsom (foto herover) vandt turneringen foran det mandskab, der blandt andre talte Søren "Bamse" Bjerregaard (foto herunder).
Det foregik om eftermiddagen lørdag 12/11, og om aftenen var der afslutningsfest for herresenior, damesenior og U 19-drenge med fællesspisning og bjældeklang i klubhuset. 75 personer tog del i de løjer.
JS-trænerduoen Allan Christensen og Tuncay Demirell delte - i og med, at duoen nu stopper som makkerpar for førsteholdet i JS - nogle pokaler og titler ud med et glimt i øjet. Tuncay Demirell skal - som måske bekendt - være andetholdstræner i SIF Fodbold efter nytår, mens Allan Christensens trænerfremtid endnu er uafklaret.
Succes-duoen, der har ført SIF-førsteholdet fra Serie 2 til Jyllandsserien, mente dog, at der skulle deles lidt ud, selvom den slags er fastsat til at foregå efter forårsturneringerne, som markerer den officielle slutning på sæsonen.
Efterårets spiller i herreseniorafdelingen blev Carsten Frederiksen (foto herover), der har vikarieret som midtstopper til topkarakter. Den tidligere målkonge fra Sulsted kan også forsvare takket være sin erfaring og fine placeringsevne.
- Han har været stabil og pålidelig i rollen som midtstopper, og titlen som efterårets spiller er yderst fortjent, siger Allan Christensen.
Mads Harbo (foto herover) blev hædret for efterårets mål for JS-mandskabet - et langskudsdrøn af den anden verden i udekampen mod Aalborg Chang, og Henrik Bach (foto herunder) modtog - med smil på læberne - gaven for efterårets afbrænder.
Allan Christensen kom - i en tale - godt omkring de seks år, han har været i SIF Fodbold - først som U 19-cheftræner og siden som cheftræner for herresenior. Seks år med en målsøgende SIF-spillestil, hvor 4-3-3-opstillingen/4-2-3-1-opstillingen har været den foretrukne hele vejen igennem.
Der blev også sagt pænt farvel til Jan Krølle Nielsen (foto herover) som andetholdstræner. Han skal fremover træne damesenior. Der var også gave til andetholdets holdleder Henrik Brønnum (foto herunder). Spillerduoen Jesper Gustavsen og Søren Bjerregaard stod for overrækkelsen af gaverne.
Tredjeholdet i Serie 5 har i høj grad haft førsteårssenioren Mark Bloch Jensen som strategisk tovholder i kulissen, når "Tøffe" skulle have hjælp til at få sat holdene, og Mark Bloch Jensen har i den sammenhæng også fået hjælp af en anden førsteårssenior, Lasse Lindegaard Poulsen. Fortjente gaver og klapsalver til dem også. Selvsagt også gave til teamchef "Tøffe".
Damesenior havde selv delt deres titler og gaver ud på en selvstændig afslutningsfest forinden, og U 19-drenge overrakte flotte gaver til deres cheftræner Rasmus Numan Petersen og hjælpetræner Jørn Eriksen.
Hos U 19-drenge bliver diverse spillere først tildelt diverse titler og pokaler til sommer, når de to årgange - 1998 og 1999 - siger farvel til hinanden. Årgang 1998 bliver senior, mens årgang 1999 kan de frem til endnu en sæson som U 19 - til den tid sammen med årgang 2000 (de nuværende U 17-drenge).
- Alt i alt en rigtig hyggelig dag i SIF-lejren, og det hele foregik i god ro og orden, slutter klubhusinspektør Kim Lyngberg.