Menu

Fight sikrede Serie 2 det ene point

image Serie 2 måtte have arbejdshandskerne frem for at fighte sig til 0-0 hjemme mod Hornum IF.
Af Jørn Eriksen
21. april 2018 kl. 20:47
Andetholdet hos herresenior, Serie 2, måtte fighte sig til det ene point i lørdagens hjemmekamp mod Hornum IF. To gule kort undervejs til SIF-mandskabet, men det hele endte 0-0 - læs mere her...

Serie 2-mandskabet fik erobret point for anden kamp i træk, da det lørdag 21/4 blev til en nulløsning hjemme på bane 2 mod Hornum IF i et opgør, der bød på mere fight og intensitet end poleret fodbold.

I første halvleg havde gæsterne overtaget uden at vælte sig i oplagte målchancer, men allerede i det 5. minut måtte SIF-keeper Michael Nielsen - sit holds bedste på dagen - hive den første af flere glimrende redninger i kampen ud af trøjeærmet.

  • SIF-startopstillingen: 4-4-1-1: Michael Nielsen - Søren Bjerregaard, Carsten Frederiksen, Mike Hansen og Michael Andersen - Andreas Tarp, Morten Juul, Jesper Gustavsen og Jimmi Thomsen - Kasper Bøgh - Mads Dahl.
  • Indhopperne denne gang: Rasmus Carøe Eriksen, Andreas Lahn Jakobsen og Ardeshir Ebrahimi.

Et gult kort til Carsten Frederiksen knap halvvejs i første halvleg betød, at Jesper Gustavsen blev skiftet ud - ind kom Rasmus Carøe Eriksen i midterforsvaret ved Mike Hansens side.

0-0 ved pausen.

Kasper Bøgh, der var kommet ned fra JS-truppen, kunne kun deltage i de første 45 minutter p.g.a arbejde. Ind kom Andreas Lahn Jacobsen derfor i det 46. minut - Jimmi Thomsen blev skubbet op i positionen lige bag den enlige ulv i front, Mads Dahl.

Det blev et chancefattigt opgør, og det første nærgående SIF-forsøg kom fire minutter efter pausen, da Carsten Frederiksen forsøgte sig fra distancen. Bolden tog jorden lige foran gæsternes keeper, der dog fik afværget til hjørnespark.

De to efterfølgende større chancer for en scoring til hjemmeholdet stod midtstopperen Mike Hansen, i begge tilfælde hovedstød i kølvandet på dødbolde - det var inden midten af anden halvleg.

Gæsterne bed også fra sig, men Michael Nielsen klarede skærene med gode redninger i SIF-målet.

Knap midtvejs i anden halvleg kom Ardeshir Ebrahimi i aktion for SIF. Han overtog pladsen som højre back fra Søren Bjerregaard,

Der blev fightet og gået til stålet fra begge sider, og med 6-7 minutter igen indkasserede Rasmus Carøe Eriksen et gult kort. SIF kom dog helskindet igennem de sidste minutter og fik endnu et point på kontoen.

I slutfasen blev Andreas Tarp sendt helt i front i stedet for Mads Dahl, og SIF forsøgte sig forgæves med en afgørende dybdebold til Tarp, der har lidt mere fart i skoene end Dahl.

Der skal "kun" findes en nedrykker i SIF-mandskabet Serie 2-pulje, og aktuelt holder SIF-holdet både St. Restrup IF og Hadsund Boldklub under sig i tabellen.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/gustavsens-gudekasse-sikrede-1-1/

 

 

 

 

 

 

Luk