Menu

Første nederlag til JS 1

Af Jørn Eriksen
22. april 2016 kl. 17:55
Førsteholdet hos herresenior i Jyllandsserien 1 udnyttede ikke en gylden mulighed for at vinde terræn i toppen af puljen, da det fredag 22/4 blev til et 0-1-nederlag til Brønderslev IF (BI). Det var SIF-holdets første nederlag i dette fodboldforår - læs mere her...

Lad det være sagt med det samme. Det var ikke nogen spillemæssig skønhedsåbenbaring, det de to mandskaber leverede på "Kop & Kande Arena" i Brønderslev, da BI tog imod SIF Fodbold i sjette runde af Jyllandsserien 1 St. Bededag med kickoff kl. 14.00.
Nu endte det hele - med stadionnavnet frisk i hukommelsen - med et hak i tuden til SIF-mandskabet, der indkasserede forårets første nederlag på den scoring, BI satte ind i det 70. minut på en foræring af gæsterne.

1-0 til BI blev slutcifrene, og det betyder en fortættet JS 1-pulje, hvor kun Skovbakken er stukket af i toppen og Dronningborg Boldklub ditto i den anden ende af tabellen.
SIF kunne være kommet syv point foran BI med en sejr og have cementeret andenpladsen ved at komme tre point foran Vatanspor, men nu er BI pludselig kun ét point efter SIF, og BI avancerede til fjerdepladsen i puljen, hvor nr. et og to sikrer sig oprykning til Danmarksserien og nr. tre skal spille om oprykning mod den anden treer - fra den anden JS 1-pulje i dette forår.

Hjørring IF (HI), der møder Skjold Sæby lørdag 23/4, kan overtage SIF-mandskabets aktuelle andenplads med en sejr, og i det hele taget var det en skidt dag for SIF-mandskabet i det ellers herlige solskinsvejr på "Kop & Kande Arena" i Brønderslev.

SIF-startopstillingen 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter smag og behag: Michael Nielsen - Stefan Pilgaard, Nicolai Hvilsom, Lars Bo Hansen og Christoffer Olesen - Anders Nielsen og Lasse Pilgaard - Henrik Bach, Mads Harbo og Thomas Nielsen - Mathias Kielgast.
Bænken: Kaspar Rynkeby, Patryk Kristensen og Mike Hansen.

Første halvleg var 45 minutters opvisning i rodet og ustruktureret spil fra begge sider, med luftbolde og fysiske dueller som spændingsmomenter - og så en dommertrio, som SIF-lejren ikke var tilfreds med.
Spillet kørte ikke, og frustrationerne kom helt uden på trøjerne, da midterforsvareren Lars Bo Hansen indkasserede gult kort i det 24. minut. Han begik nok selv et frispark, men i splitsekunderne efter kom en anden BI-spiller alt for hårdt og vildt flyvende ind i SIF-spilleren, der bøjede sig ned over modstanderen og fortalte ham en sandhed om den adfærd. Det udløste et gult kort til Lars Bo Hansen på den ene linjevogters opfordring, og sidstnævnte stod ellers kun få meter fra episoden, hvor det gule kort lige så godt kunne være tildelt BI-spilleren, der i anden ombæring kom for voldsomt ind i SIF-spilleren.

Det var sparsomt med poleret opspil og målchancer. I de første 20 minutter stod Thomas Nielsen for et par behjertede skudforsøg, men ellers var vejret det bedste denne dag i Brønderslev.
Dommertrioen blev ikke mere populær i SIF-lejren, da en BI-spiller løb midtbanespilleren Lasse Pilgaard ned bagfra i det 31. minut i en SIF-omstilling - uden at det gule kort kom af lommen denne gang.
Syv minutter før pausen erstattede Kaspar Rynkeby så Mads Harbo hos SIF.
0-0 ved pausen.

Og man stod hele tiden med en fornemmelse af, at det hold, der scorede først ville vinde kampen. Hvis nogen da evnede at score overhovedet...
Hos SIF betød pausen en udskiftning. Midtbanegeneralen Anders Nielsen havde været syg i dagene op til kampen, og han måtte lade sig udskifte efter de første 45 minutter. Det kneb med at få luft. Ind kom Mads Harbo igen, så Kaspar Rynkeby og Lasse Pilgaard udgjorde de to bag Mads Harbo på midtbanen.
Otte minutter inde i anden halvleg kom Patryk Kristensen så ind på højrekanten i stedet for Thomas Nielsen.

End ikke to gule kort til BI efter pausen fik det til at gå SIF's vej. Det første kom i det 53. minut, da Henrik Back blev fældet på højrekanten. Den undertalsperiode kom BI helskindet ud af.

I det 65. minut fik BI afsluttet lige på SIF-keeper Michael Nielsen, og fem minutter senere gik det galt. SIF-keeper Michael Nielsen spillede bolden ud i fødderne af ellers boldsikre Lasse Pilgaard, der blev presset og mistede bolden lige udenfor straffesparksfeltet. Den gave tog BI til sig og scorede til 1-0.
I det 74. blev det til en ny god BI-chance på en omstilling.
I det 76. minut fik BI endnu et gult kort, da Mads Harbo blev fældet på den ene kant, men den helt store SIF-mulighed kom desværre ikke. Henrik Bach kom til en mulighed - presset - efter et hjørnespark i det 77. minut, men det gik ikke gæsternes vej på en dag, hvor SIF-holdet i den grad underpræsterede på næsten alle parametre.

Med 10 minutter slog Henrik Bach hovedet i en duel. Det gav en dobbeltudskiftning hos SIF - Henrik Bach og Lars Bo Hansen gik ud, ind kom Thomas Nielsen og Mike Hansen. Fire minutter senere kom Lars Bo Hansen dog ind igen for at true i luftrummet i en sidste satsning - ud gik Christoffer Olesen.
I dommerens overtid indkasserede Mathias Kielgast et gult kort for brok.

 

 

Luk