Menu

Forårets første sejr til Serie 3

Af Jørn Eriksen
16. april 2016 kl. 19:10
Andetholdet hos herresenior, Serie 3, hentede i fjerde forsøg forårets første sejr, da det lørdag 16/4 blev til 2-0 hjemme på kunstgræsbanen over Valsgård IF 83. SIF-mandskabet viste rigtig god attitude i dette opgør. Læs mere her - friske fotos...

Ikke kun førsteholdet i Jyllandsserien 1 havde grund til tilfredshed efter lørdagens strabadser på hjemmebane.
Andetholdet i Serie 3 kom også på pointtavlen og fik forårets første sejr, da det blev til 2-0 på kunstgræsbanen i et opgør mod Valsgård IF 83, og SIF-sejren var såre fortjent i kølvandet på en god viljefast indsats af hjemmeholdet.

Topscorer Mads Dahl (foto herover) bragte Serie 3 foran 1-0 i det 22. minut på et indlæg fra Mike Long i højre side, mens Mathias Rasmussen øgede til 2-0 otte minutter efter pausen efter oplæg af Kasper Bøgh.

SIF-startopstillingen: Rasmus Helbo - Søren Bjerregaard, Rasmus Carøe Eriksen, Anders Jacobsen og Mads Worsøe - Jimmi Thomsen, Tommy Thrysøe og Kasper Bøgh - Mike Long, Mads Dahl og Mathias Rasmussen.
På bænken: Stefan Berg, Casper Mikkelsen og Jesper Gutavsen.

Og der blev gået til stålet og arbejdet godt af SIF-mandskabet, der havde indkasseret tre nederlag på stribe i forårets tre første kampe. Attituden var klart forbedret i forhold til 1-2-kampen senest ude mod Hersom/Bjerregrav, så forhåbentlig er denne 2-0-sejr en slags vendepunkt for andetholdet, der rykkede ud af Serie 2 i efteråret 2015.

Ved 1-0 havde midtbanespilleren og anfører Tommy Thrysøe et godt skud, der gik lige forbi målrammen, og ved 2-0 var Jimmi Thomsen også tæt på at komme på måltavlen takket være et udmærket skudforsøg lige forbi mål.
Ved 2-0 efter pausen virkede det lidt som om, at SIF skulle passe på ikke at stille sig tilfreds med at væree foran med to mål. Der var ved at gå lidt stilstand i det hele, men hjemmeholdet fik rusket op i sig selv igen og sluttede godt af ved at holde gæsterne fra de helt store målchancer.

Alle 14 mand hos SIF kom i aktion. Der blev skiftet ud i flere tempi i anden halvleg.

Samlet en rigtig god sejr for andetholdet, der også trængte til at være i rollen som sejrsherre. Der er noget at bygge videre på frem mod de kommende kampe.

 

Luk