Grå hverdag igen for JS-herrerne
En smuk reducering til 1-2 i det 75. minut sat ind af indskiftede Nikolaj Thorhauge Jacobsen skabte fornyet spænding om udfaldet, da JS-mandskabet havde besøg af Skjold Sæby lørdag 8/9 på bane 6 (Mastrup-banerne, red.), men gæsterne holdt stand og hentede tre point, der styrkede deres position i Top 4 af JS-puljen.
SIF-holdet, der blev dikteret at spille på mange og lange bolde frem i et overbefolket Sæby-felt efter reduceringen til 1-2, indtager til gengæld 7. pladsen i puljen kun med Aalborg Chang, som SIF slog 5-2 i efterårets hidtil eneste sejr, under sig - og begge hold er noteret for fire point for de første seks kampe.
Der var sorte skyer og regnbyger over Støvring denne lørdag, og det er der også over JS-mandskabets position i puljen, hvor Top 4 skal spille i forårets JS 1, nr. 5 og 6 samt den bedste af de to 7'ere skal spille JS 2, mens den dårligste 7'er samt 8'erne rykker ned i Serie 1.
Stillingen og aktuelle kampe
i JS-puljen, link til DBU Jylland:
https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=277845
SIF havde en defensiv tilgang til kampen i en 5-3-2- eller 5-4-1-opstilling alt efter temperament, når modstanderne pressede på, mens det var intentionen, at den mere hed 3-5-2, når man selv var på bolden.
Det gjaldt om at holde gæsterne fra at score så længe som muligt, og SIF kom også frem til nogle muligheder i kampens indledning, hvor Aske Kjærup Pedersen måtte se et behjertet skud gå over mål, og Mads Harbo lige var uheldig med den sidste dribling eller træk i de kontrastød, der blev skruet sammen.
Skjold Sæby, der nu indtager andenpladsen i puljen kun overgået af Hobro IK, kom på 0-1 i det 20. minut i kølvandet på et hjørnespark. Deres stærke angriber, Jakob Kristensen, headede kløgtigt bolden videre til en fri medspiller midt for mål, og SIF havde - nok en gang- vist deres sårbarhed over hjørnespark til modstanderne.
I første halvleg fik gæsterne også streget en scoring til 0-2 for offside.
0-1 ved pausen.
Kort ind i anden halvleg erstattede Thomas Nielsen og Christian Lie Guldager så henholdsvis Nicklas Aagaard (småskade, red.) og Rasmus Hasselriis. Det betød, at Rasmus Carøe Eriksen gled ind som midtstopper ved siden af Zacharias Krunderup.
Og SIF fik bedre fat i den fase af kampen uden dog at vælte sig i store målchancer. Det kunne - med lidt held - være blevet 1-1, da Mads Harbo testede gæsternes keeper, der ikke helt fik fat i bolden, og Nicolaj Hvilsom var tæt på at kunne heade bolden i kassen, men gæsterne slap med skrækken.
SIF pressede ihærdigt på, og det virkede som om, Skjold Sæby var gået ned i kadence, men i det 60. minut blev det 0-2, da Jakob Kristensen blev spillet fri i dybden, da en offside-fælde fra SIF glippede.
Lidt senere måtte Rasmus Carøe Eriksen udgå på grund af en ankelskade, da han satte en tackling ind på gæsternes kampafgørende spiller, Jakob Kristensen, på SIF-baglinjen i en situation, hvor sidstnævnte var på spil igen. Ind kom Nikolaj Thorhauge Jacobsen.
I det 75. minut blev en bold sendt ind i Sæby-feltet fra SIF's venstre side, og Nikolaj Thorhauge Jacobsen fik timet sit indløb perfekt. Han firsttimede behersket bolden ind ved fjerneste stolpe, og nu lugtede hjemmeholdet blod og mulighed for point.
Opskriften på satsningen ved 1-2 var - som før set - mange lange bolde frem i modstandernes felt nu befolket med flere SIF-spillere, men Skjold Sæby var med tre 2-meter-fyrtårne i defensiven og en mere kompakt opstilling i den fase af kampen godt rustet til at afværge det bombardement.
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/js-og-serie-3-spiller-hjemme-loerdag-8-9/