Hattrick af Gustavsen i 4-2-sejr
Det var en helstøbt holdindsats, der lagde bag 4-2-sejrem, da Serie 3 besejrede Sønderup-Suldrup IK Frem på Suldrup Stadion tirsdag aften 14/6, men én SIF-spiller stod dog stærkest i rampelyset efter slutsignalet.
Midtbanespilleren Jesper Gustavsen scorede nemlig hattrick ved at sætte de tre sidste SIF-fuldtræffere ind, og undervejs førte SIF 1-0, 3-1 og 3-2, inden det slutteligt blev 4-2 i SIF-favør.
Det var to formstærke hold,der bragede sammen. SIF var uden nederlag i fem kampe og hjemmeholdet i fire, og begge hold var fri af nedrykningsfare inden startfløjtet i Suldrup, men der blev gået til stålet af begge hold.
SIF fik en ønskestart med en hovedstødscoring af Carsten Frederiksen i det 6. minut på en målgivende pasning fra backen Anders Jacobsen. Begge hold kom til chancer inden pausen. I det 18. minut var Mads Dahl tæt på at øge til 2-0 for SIF på et hovedstød, men bolden prellede af på den ene sammenføjning.
Sønderup-Suldrup IK Frem bed dog også fra sig og havde et par gode muligheder for at score i de første 45 minutter.
0-1 ved pausen.
Tre minutter inde i anden halvleg blev det 1-1.
Og det skete på et straffespark for hands dømt mod venstrebacken Alexander Thorup, der var uheldig med at snuble i en situation, hvor keeper Mikkel Blad Krogh var på vej ud for at sikre sig bolden. Der var ingen modstandere i nærheden, så ærgerligt, ærgerligt.
Fire minutter senere måtte Kasper Bøgh se Frem-keeperen sætte foden på bolden, så den fortsatte op på overliggeren.
I det 54. minut indledte Jesper Gustavsen så sit målorgie denne aften i Suldrup. Han bragte SIF foran 2-1 på et fladt skud, og fire minutter senere øgede han til 3-1 for SIF på en flot firsttimer i medløb på en dyv frisparksbold fra Mads Worsøe..
Minuttet efter reducerede IK Frem imidlertid til 2-3 efter kvikt bandespil i SIF-feltet.
Med 18 minutter igen var det så hjemmeholdets tur til at ramme overliggeren på et ellers glimrende langskud, her var det tæt på 3-3.
I det 80. minut var Mads Dahl tæt på at score til 2-4 i kølvandet på, at Alexander Thorup havde tordnet en flad bold ind i feltet. Dahl satte foden på første gang, men keeperen fik reddet.
Seks minutter før tid afgjorde Jesper Gustavsen så definitivt lokalderbyet, da han bragede til en returbold i kølvandet på et indlæg fra flanken - 4-2 til SIF, der nu er ubesejret seks kampe i streg og helt sikre på endnu en sæson i Serie 3, hvilket holdet i øvrigt også var inden lokalopgøret i Suldrup.
SIF-startopstillingen: Mikkel Blad Krogh - Anders Jacobsen, Rasmus Carøe Eriksen, Kasper Mikkelsen og Alexander Thorup - Tommy Thrysøe, Jesper Gustavsen og Kasper Bøgh - Carsten Fredeirksen, Mads Dahl og Mads Worsøe.
Bænken denne gang: Jimmi Thomsen, Stefan Berg og Patrick Marquartsen. Alle 14 kom i aktion - Patrick Marquartsen spillede midtstopper i hele anden halvleg.