HI satte en stopper for sejrsrække
SIF-flagskibet i Jyllandsserien var med sejre over Løgstør IF og topholdet Aalborg Freja i de forudgående kampe kommet ind på en rigtig fin kurs, men lørdag 17/9 fik et stærkt Hjørring IF-mandskab sat fire missiler ind i et opgør, der sluttede 1-4 - scoringerne til 1-3 og 1-4 kom i slutfasen i henholdsvis det 81. minut samt i overtiden.
Med det nederlag indtager SIF stadig den syvendeplads, der i den sidste ende kan være lig med degradering til forårets Serie 1, idet de to dårligste 7'ere i de fire JS-puljer må tage turen en række ned i hierarkiet sammen med de fire 8'ere.
Og det er med at få rystet 1-4-nederlaget til HI hurtigt ud af både krop og sind. Allerede tirsdag aften 20/9 kl 19.30 står SIF-holdet overfor Aalborg Chang på kunstgræsbanen i Støvring i en direkte duel om den i sidste ende vitale sjetteplads - med en sejr kommer SIF ét point foran de zebrastribede fra Chang-lejren, mens et nederlag modsat betyder, at Chang rykker fem point foran SIF i tabellen.
I lørdagens opgør var HI klart bedst i de første 25-30 minutter, og det blev 0-1 i det 20. minut, da en lang bold ned bag SIF-bagkæden ikke blev clearet. Det udnyttede gæsterne til en åbningsscoring.
Efter 10-12 minutter følte SIF, at Lasse Pilgaard burde have haft et straffespark, men det skete ikke.
- Efter scoringen til 0-1 kom vi bedre med, men i det 37. minut fik Lasse Pilgaard et gult kort, og vi var derfor under tryk halvlegen ud. Det blev ved 0-1, og Lasse Pilgaard var med igen fra anden halvlegs start - der var lagt nogle minutter til i første halvleg, forklarer Allan Christensen, SIF-cheftræner.
SIF-startopstillingen, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament: Kasper Kæp Markussen - Nicolaj Hvilsom, Carsten Frederiksen, Mike Hansen og Christoffer Olesen - Kaspar Rynkeby og Anders Nielsen - Nicklas Aagaard, Thomas Nielsen og Patryk Kristensen - Lasse Pilgaard.
Bænken denne gang: Mads Harbo, Morten Juul og Jesper Gustavsen (sidstnævnte kom ikke i aktion og spillede på Serie 3 efterfølgende, red.).
I anden halvleg kom både Mads Harbo og Morten Juul på banen.
- Vi var rimeligt med i de første 20 minutter af anden halvleg. HI stillede med et mandskabsmæssigt stærkt hold denne gang. De kom med stor fysik og stærke i duellerne, men vi fik udlignet til 1-1 i det 66. minut, da Mads Harbo og Lasse Pilgaard havde held med en 1-2-kombination. Mads Harbo slap fri og satte udligningen ind. Og herefter fik vi faktisk godt gang i det spil, vi gerne vil leve på, men i det 71. minut blev det så 1-2. HI spillede en lang bold op på vores forsvar. Det endte med en 1:1-situation, og HI fik scoret til 1-2, fortsætter SIF-cheftræneren.
Kort efter var Lasse Pilgaard og Mads Harbo tæt på at gentage kunststykket fra 1-1-udligningen i en ny 1-2-kombination, men denne gang manglede den sidste præcision i det afgørende øjeblik.
I kampens slutfasen gik der en lidt "kort-show" i løjerne. Først indkasserede SIF-midtstopperen Carsten Frederiksen et gult kort, og HI kom på 1-3 i overtalsperioden. Herefter fik HI et gult kort, hvorefter også SIF's Nicolaj Hvilsom så gult. I overtiden cementerede HI sejren med en fuldtræffer til 1-4.