Menu

Hobro-turné indledes i Støvring

image Jonas Brix-Damborg (t.v.) - tidligere Støvring IF-spiller - blev kåret til årets spiller i Hobro IK efter den forgangne sæson, hvor HIK-mandskabet desværre rykkede ud af Alka Superligaen. Foto: Dannie Rosenkrantz/Hobro IK
Af Jørn Eriksen
27. juni 2016 kl. 15:31
Kampen mod Jyllandsserie-holdet fra Støvring IF på Støvring Stadion tirsdag 28/6 kl. 18.00 er den første af tre i Himmerland for Hobro IK fra Bet25 Ligaen, og senere i forløbet inden sæsonstart venter tre testkampe i Tyskland. Læs mere her...

Det er ikke kun Støvring IF, der får prominent besøg af Hobro IK fra Bet25 Ligaen i opvisningskampe i det himmerlandske i den kommende uges tid.
Men Hobro-turnéen indledes på Støvring Stadion tirsdag 28/6 med en opvisningskamp mod SIF Fodbolds Jyllandsserie-mandskab med kickoff kl. 18.00.
Allerede på torsdag gælder det en tilsvarende kamp for cheftræner Ove Pedersens udvalgte mod Kvik Aalestrup på Aalestrup Stadion med kickoff kl. 19.00, og tirsdag 5. juli er en tilsvarende kamp søsat på Hadsund Stadion mod Hadsund Boldklub kl. 19.00.

Hobro IK havde mandag 27/6 første træning efter en kort sommerferie, og efter tre på papiret lette opvisningskampe mod lavere rangerende hold, står den i perioden 13.-17. juli på tyske modstandere i testkampene inden sæsonstarten i Bet25 Ligaen i weekenden 23.-24. juli.

Hobro-truppen, der har sagt farvel til navne som Hans Henrik Andreasen, Michael Christensen, Mathias Bersang Sørensen, Rasmus Lynge Christensen, Gökcan Kaya, Anders Egholm, Thomas Hansen og Pål Alexander Kirkevold, kunne mandag 27/6 sige goddag til den tidligere Viborg-spiller Sebastian Andersen som nyt islæt. Han har tidligere spillet I Hobro IK på en lejeaftale, og cheftræner Ove Pedersen kender ham også fra en fælles fodboldfortid i Esbjerg fB.

I dagene onsdag til søndag 13.-17. juli drager Hobro-truppen til Tyskland med følgende kampprogram foran sig:
Onsdag 13. juli: Hallescher FC - Hobro IK.
Fredag 15. juli: FC Nürnberg - Hobro IK.
Søndag 17. juli: SV Babelsberg 03 - Hobro IK.

Specielt opgøret mod FC Nürnberg, der var tæt på at sikre sig en plads i Bundesligaen efter være sluttet på tredjepladsen i 2. Bundesliga, kan blive en stor mundfuld. Deres tredjeplads udløste to playoff kampe mod Eintracht Frankfurt om en plads i Bundesligaen i næste sæson, men Nürnberg tabte samlet disse to kampe 1-2 - så oprykningen til Bundesligaen blev ikke til noget.
Hallescher FC spiller til daglig i den tyske 3. Bundesliga, mens SV Babelsberg 03 er at finde i den tyske Regionalliga.

Selvom Hobro-truppen sikkert kan se frem til tung fysisk træning i den indledende fase, hvor de tre opvisningskampe i Himmerland et blevet puttet ind i programmet, så skal man ikke forvente, at der bliver taget løst på tingene i Hobro-lejren. Cheftræner Ove Pedersen sagde for nylig på et folkeaktionærmøde på DS Arena i Hobro:
"Vi drager ikke rundt i Himmerland for at spille opvisningskampe mod nogle af vore lokalesamarbejdsklubber. Nej, vi går efter at vinde kæmpesejre og helst undgå, at modstanderne overhovedet scorer mod os".
Så er SIF-spillerne måske advaret en smule på forhånd...

 

Hobro IK, nedrykker fra Alka Superligaen, kan se frem til en spændende sæson i Bet25 Ligaen (1. division, red.). Vinderen rykker direkte op i Alka Superligaen, nr to og tre skal ud i playoffkampe mod nr. næstsidst og tredjesidst fra Alka Superligaen, men de to dårligste i Bet25 Ligaen rykker ned. De 12 hold i Bet25 Ligaen møder hinanden tre gange efter modellen kendt fra Superligaen.

Med på Hobro-mandskabet er den tidligere SIF-spiller Jonas Brix-Damborg. Midtbane-tornadoen kommer til Støvring med titlen som årets spiller i Hobro IK i den forgangne sæson om halsen. Han blev i sæsonen 2015/2016 noteret for 30 kampe for Hobro IK i Alka Superligaen, hvor samtlige 30 optrædener har været fra start. Stærkt gået af den tidligere SIF-spiller.

 

Læs også tidligere indlæg om Hobro-kampen i Støvring herunder:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/ingen-island-taktik-mod-hobro-ik/

 

 

Luk