JS-1 førte 2-0 og 3-2 men tabte 3-4
Det er – sagt på gammeldags jysk – træls at stå med et udbytte på ét point efter to vanskelige kampe mod tophold på blot fire dage, når man lige så godt kunne have fået seks point ud af det.
Det er imidlertid situationen for Jyllandsserie 1-holdet efter hjemmekampen mod Vatanspor i torsdags og udekampen mod Skovbakken søndag 8/5.
I søndagens opgør mod Skovbakken førte SIF-tropperne både 2-0 og 3-2 undervejs, men Skovbakken løb med det hele og førstepladsen takket være en fuldtræffer til 4-3 syv minutter før slutsignalet.
-Det er bittert at stå med et udbytte på ét point efter de to kampe, når vi ligeså godt kunne have fået fuldt hus og seks point ind på kontoen, men vi skal i samme åndedrag huske på, at vi fortsat blot har tre point op til anden- og tredjepladsen, så en sejr vil løsne op for meget, siger Allan Christensen, SIF-cheftræner.
Og SIF-mandskabet, der fik 1-1 mod Vatanspor hjemme i Støvring i torsdags, lagde glimrende fra land i Vejlby-Risskov, hvor Skovbakken hidtil havde været urørlig med tre sejre og én uafgjort i kampene hidtil.
Allerede i det 1. minut scorede Lasse Pilgaard (foto herunder) til 0-1, og i det 27. minut blev det 0-2 ved SIF-anfører Nicolaj Hvilsom.
SIF-startopstillingen: Michael Nielsen – Stefan Pilgaard, Mike Hansen, Lars Bo Hansen og Christoffer Olesen – Anders Nielsen og Morten Juul – Mads Harbo, Lasse Pilgaard og Thomas Nielsen – Nicolaj Hvilsom. På bænken denne gang: Henrik Bach, Kaspar Rynkeby og Mathias Kielgast.
Men de to hold var slet ikke færdige med scoringerne i første halvleg.
I det 29. minut blev det 1-2 i kølvandet på et hjørnespark, hvor bolden dumpede ned for fødderne af en Skovbakken-spiller, der ekspederede den ind bag Michael Nielsen.
Og fem minutter senere blev det 2-2, men ét minut inde i første halvlegs overtid kom SIF igen i front, da Nicolaj Hvilsom scorede til 2-3.
Et herligt udgangspunkt for SIF-mandskabet inden de sidste 45 minutter.
Fra anden halvlegs start erstattede Kaspar Rynkeby og Henrik Bach så Stefan Pilgaard og Thomas Nielsen hos SIF.
Der gik imidlertid kun to minutter, inden Skovbakken kom på 3-3.
Det skete efter en flot solopræstation af en Skovbakken-spiller, der afdriblede fire mand og slutteligt sendte bolden i nettet.
Hos SIF fik Mathias Kielgast den sidste halve time, da midtstopperen Mike Hansen pådrog sig en lyskenskade. Det betød, at Nicolaj Hvilsom gled ned i midterforsvaret, og Kielgast blev ny mand i front.
Med 11 minutter igen fik SIF-spilleren henrik Bach en gylden mulighed for at bringe gæsterne på sejrskurs igen. Han fik en friløber, men det gav desværre ikke bonus.
I stedet slog Skovbakken sejren fast fire minutter senere på en standardsituation. På et frispark blev bolden sendt ind i SIF-feltet, nedfald og tju-bang – 4-3 til Skovbakken.
- Det var tungt at fordøje, men vi har fem finaler tilbage. Og der skal ikke så meget til for at bringe os tilbage i slaget om de tre øverste pladser, slutter SIF-cheftræner Allan Christensen.
Vatanspor spillede søndag 0-0 hjemme mod Skjold Sæby – mandag 9/5 spilles den sidste kamp i 9. spillerunde – Vorup FB mod BI.