Menu

JS 1 op mod Hobro IK tirsdag 28/6 kl. 18.00

image Hobro IK's nedrykkere fra Alka Superligaen gæster Støvring Stadion tirsdag 28. juni kl. 18.00 og skal spille opvisningskamp mod SIF Fodbolds JS 1-mandskab. Foto: Dannie Rosenkrantz/Hobro IK
Af Jørn Eriksen
24. maj 2016 kl. 15:24
Hobro IK's nedrykkere fra Alka Superligaen gæster Støvring Stadion tirsdag 28. juni i en opvisningskamp mod SIF Fodbolds Jyllandsserie 1-mandskab. Hos gæsterne har midtbanefræseren Jonas Brix-Damborg en fodboldfortid i SIF Fodbold. Læs mere her...

Så er det med at få sat et kryds i kalenderen tirsdag 28. juni.
Den aften er der lidt ekstra stjernedrys over det hele på Støvring Stadion.
SIF Fodbold har nemlig fået en opvisningskamp/sommerkamp på plads mod Hobro IK's nedrykkere fra Alka Superligaen, og startfløjtet tirsdag 28. juni lyder kl. 18.00.
Det bliver SIF Fodbolds JS 1-mandskab, der skal tage kampen op mod Hobro IK.

- Aftalen er kommet i hus mellem undertegnede og Hobros assistenttræner Michael Kryger. Vi er kollegaer fra vores fælles tid i Randers FC, siger Rasmus Gissel, sportschef i SIF Fodbold.
- Hobro IK søger modstandere til et "roadtrip", hvis man kan kalde det for det.
Michael kontaktede mig for at høre, om vi kunne se os selv lægge græs til sådan en kamp. Jeg snakkede med klubhusinspektør Kim Lyngberg om, vi kunne have velplejet bane, hvilket han mener, vi kan. På den baggrund synes jeg, at ideen virker fin for os og som en fin bonus for vores bedste seniorhold, der igennem lang tid har gjort det flot, fortsætter Rasmus Gissel.

 

Set med SIF-briller bliver det en særlig stor fornøjelse at byde Jonas Brix-Damborg (foto herunder) velkommen tilbage. Jonas kom fra Skørping og spillede det der dengang hed junior her i SIF tilbage i 2001 og 2002.

- Jeg var selv så heldig at træne holdene dengang, og selv i den unge alder var netop den dedikation og kompromisløshed, som den dag i dag kendetegner Jonas Brix-Damborg, hans helt store varemærker. Jonas gik på Hessel Gods fra sommeren 2002-2003 og spillede herefter i Randers Freja og Randers FC, inden turen for fem år siden gik til Hobro, hvor han om nogen har været en central figur i den optur, klubben har gennemgået, fastslår Rasmus Gissel.

Jonas Brix-Damborg debuterede i 2007 på U 21-landsholdet og nåede det efterfølgende år syv officielle og fire uofficielle U 21-landskampe.

- Vi har fra SIF Fodbolds side stolt fulgt med i Jonas flotte karriere og glæder os meget til gensynet tirsdag 28. juni på Støvring Stadion. Vi håber først og fremmest på godt vejr og i særdeleshed på, at rigtig mange, RIGTIG MANGE, tilskuere vil bidrage til en festlig aften på Støvring Stadion, slutter SIF-sportschef Rasmus Gissel.

Hvordan arrangementet konkret skal skrues sammen, falder helt på plads i denne uge. Vi vender stærkt tilbage, når det hele tager lidt mere form.

 

 

Luk