JS 1-træner håber på stor opbakning
Der er sikkert rigtig mange i SIF-lejren, der i disse dage nyder at kigge på stillingen i Jyllandsserien 1, pulje 1, hvor "oprykningskongerne" fra SIF Fodbold ganske imponerende indtager andenpladsen kun overgået af Skovbakken efter de første 5 af forårets 14 spillerunder.
Og fredag 22. april - St. Bededag - står Brønderslev IF (BI) på menuen på udebane i sjette spillerunde med kickoff kl. 14.00 på en helligdag, så rigtig mange blå-hvide "SIFosis" måske har mulighed for at være med på sidelinjen.
- Det vil være en stor hjælp for os, hvis vi kan få mange tilskuere med til Brønderslev. Det giver noget ekstra, når spillerne - ja hele truppen - kan mærke, at der er opbakning på sidelinjen´, og man behøver ikke at være den store matematiker eller talknuser for at gennemskue kampens vigtighed, siger Allan Christensen, SIF-cheftræner.
SIF-mandskabet kan - med en sejr - komme syv point for fredagens modstandere fra BI, og hvis resultatet af torsdagens aftenkamp i Aarhus mellem Vatanspor og Skovbakken flasker sig, så kan en sejr også betyde, at SIF-mandskabet sætter sig på førstepladsen knap halvvejs i forårets kampe om oprykning til Danmarksserien.
Og så en lige en reminder om, hvorfor man - som i indledningen af dette indlæg - kan kalde SIF-førsteholdet for "oprykningskonger":
Forår 2014: Nr. 1 i Serie 2.
Efterår 2014: Nr. 1 i Serie 1.
Forår 2015: Nr. 1 i Jyllandsserien 2.
Efterår 2015: Nr. 4 i Jyllandsserien - Top 4 i hver pulje sikrede sig adgang til forårets Jyllandsserie 1.
Det aarhusianske lokalbrag spilles torsdag kl. 18.45 hos Vatanspor, og får dette opgør ikke Skovbakken som vinder, kan SIF-tropperne erobre førstepladsen med en sejr over BI.
Vatanspor spillede 2-2 hjemme mod Hjørring IF i søndags, dagen efter SIF-mandskabets hjemmesejr på 3-2 over Skjold Sæby, og med den pointdeling indtager SIF den aktuelle andenplads á point med Vatanspor, men SIF fik 1-1 ude mod Vatanspor i premieren.
- Kampen mod BI er så absolut en "seks-point-kamp" for begge hold, men vi skal oppe os. Vi skal kunne holde fokus i mere end 25-30 minutter som mod Skjold Sæby i lørdags. Efter en spillemæssig god start på kampen glemte vi aftalerne og spillede for meget individuelt. Det går ikke, og det skal rettes, understreger SIF-cheftræneren.
Sjette spillerunde i JS 1-puljen ser sådan ud:
Torsdag 21/4:
18.45: Vatanspor - Skovbakken.
Fredag 22/4:
14.00: BI - Støvring IF Fodbold.
Lørdag 23/4:
13.00: Vorup FB - Dronningborg Boldklub.
16.00: Hjørring IF - Skjold Sæby.
- BI minder en hel om Skjold Sæby. Det er et hold, der er godt besat på alle pladser, og de arbejder glimrende for hinanden, og så har BI en profil i en meget stærk midterforsvarer, som vi skal tage højde for rent taktisk, påpeger Allan Christensen (foto herover).
I SIF-lejren meldes alle mand klar til kampen. Mike Hansen, der pådrog sig en forstrækning i slutfasen hjemme mod Skjold Sæby, testes og er den spiller, der er størst tvivl om til fredagens opgør kl. 14.00.
BI slog i den forgange weekend Dronningborg Boldklub DB) 2-1, og i den samlede stilling er DB det eneste hold, der aktuelt er hægtet af med blot ét point efter de første fem kampe - erobret mod Støvring IF.
Den aktuelle stilling i JS 1-puljen, efter fem spillerunder, målscore i parantes:
1. Skovbakken 10 point. (11-3)
2. Støvring IF Fodbold 9 point. (9-7)
3. Vatanspor 9 point. (9-5)
4. Hjørring IF 7 point. (6-5)
5. Skjold Sæby 6 point. (6-8)
6. Vorup FB 5 point. (6-8)
7. Brønderslev IF 5 point. (3-6)
8. DB 1 point. (3-11)