Menu

JS 2-herrer vendte 0-1 til 2-1 efter pausen

image JS 2-mandskabet under opvarmningen til premieren på udebane mod Helsted Fremad. Foto: Herresenior
31. marts 2019 kl. 16:02
Førsteholdet hos herresenior, Jyllandsserien 2 (JS 2), var bagud ved pausen efter en skidt indsats i de første 45 minutter i forårspremieren ude mod Helsted Fremad IF lørdag 30/3, men SIF-tropperne slog til med to scoringer i anden halvleg. Sejrsmålet satte Mads Harbo ind i det 88. minut - læs mere her...
  • Kampfakta:
  • Jyllandsserien 2, forårspremiere:
  • Helsted Fremad IF - Støvring IF 1-2 (1-0)
  • 9. min: 1-0.
  • 55. min: 1-1 ved Lars Bo Hansen.
  • 88. min: 1-2 ved Mads Harbo.
  • SIF-startopstilling, 4-4-2: Mikkel Blad Krogh - Casper Henriksen, Nicolaj Hvilsom, Lars Bo Hansen og Nicolaj Thorhauge Jacobsen - Thomas Nielsen, Asger Bundgaard Nielsen, Anders Nielsen og Mathias Kielgast - Mads Harbo - Christian Lie Guldager.

Udskiftninger: Niclas Plougmann og Yashar Bavel for Asger Bundgaard og Mathias Kielgast efter 58 minutter for at få Thomas flyttet ind centralt og holde mere fast i bolden og frisk energi forrest. Og for at give Kielgast pause og for at sætte Yashars kvaliteter i spil, efter kampen havde åbnet sig lidt. Samtidig et signal om at "gå efter det" ved at flytte Harbo på kanten og dermed åbne vores organisation lidt med flere offensive spiltyper på banen samtidig.

Jens Riis for Christian Guldager efter 75 min. for at få friske udfordrende kræfter på banen. Mathias Kielgast for Casper Henriksen efter 75 min. Casper H. var på det tidspunkt udtømt for kræfter.

Asger Bundgaard for Thomas Nielsen efter 85 minutter, da Thomas fik et vrid, der foreløbig ikke viser sig alvorligt.

Der var afbud fra en sygdomsramt Nicklas Aagaard. I stedet trådte Jens Janum Riis til denne gang. På trænerbænken fik Rasmus Gissel denne gang støtte fra Søren Milde og Dennis Plougmann, idet både Tuncay Demirel og holdleder Lasse Olesen ikke kunne deltage i premieren.

Rasmus Gissel, sportschef og fungerende JS 2-cheftræner, siger om kampen:

Vi spillede en helt igennem frygtelig første halvleg. Hvis vores kommende modstandere havde spioner til kampen, vil de efter første halvleg have noteret, at vores taktik er at spille den rundt i bagkæden og efterfølgende spille den til en modstander eller ud over sidelinjen. Vi sled virkelig med niveauet på bolden.

Helsted Fremad IF kom nøjagtig i den udgave, vi havde forventet og var forholdsvis afventende, når vi havde bolden. Vores store problem var, at vi var rigtig dårlige til at komme af med den. Det betød, at vi fik en del omstillinger og efterfølgende standardsituationer imod os. Specielt på standardsituationerne var vi udfordret, og det var da også efter et flot udført frispark på sidste tredjedel, at vi indkasserede målet til 1-0 til Helsted Fremad IF i kampens indledning.

- På den positive side er, at vi ikke indkasserede mange store chancer imod os. Spillerne gav masser af power og hjerte, og specielt, når vi gik lidt højere på banen, fungerede organisationen også nogenlunde. Vi fik også skabt et par store chancer i den sidste halvdel af første halvleg, hvor både Mads Harbo var igennem, og Casper Henriksen havde en afslutning på overliggeren.

1-0 efter første halvleg.

I pausen forsøgte vi at justere nogle ganske få ting. Først og fremmest ville vi gerne højere op i presset og højne niveauet på bolden. Herudover snakkede vi forskellige scenarier igennem - primært hvad hvilke udskiftninger vil signalerer.

Fra start af anden halvleg kan man mærke, at vi nu var i teten. Lars-Bo Hansens tidlige udligning gav os masser af tro på tingene, og kampen igennem blev vi egentlig bare bedre og bedre.

Den sidste halve time var det os, der trykkede på, og mulighederne blev stille og roligt større og større. Da Helsted Fremad fem minutter før tid fik et klokkeklart gult kort og dermed måtte spille i undertal resten af kampen, lagde vi for alvor tryk på og skabte gode muligheder. Den friløber til Mads Harbo, hvorpå han scorede sejrsmålet, udløste vild eufori både i forbindelse med scoringen og efter kampen.

Jeg er stærkt begejstret for spillernes ageren i den her kamp. Ja, vi sloges med niveauet i første halvleg, men den fornemmelse, man har gået med på træningsbanen i løbet af ugen, om at der for alvor er "blevet rykket sammen i bussen", den fik man i den grad det første vidnesbyrd for.
Det er åbenlyst, at vi rent fysisk ikke er helt i den forfatning, som vi gerne vil være, men ikke desto mindre bliver der virkelig kløet på af alle som én. I den forbindelse vil jeg også gerne rose de tre indskiftere for at komme på banen og hver især gøre en forskel lige præcis, når der var brug for det.
Der skal dog lyde en kæmperos til alle - ikke for et tårnhøjt niveau, men for at bringe en enestående gejst og vilje på banen. Det kan man også vinde kampe på.
Det er det, man kalder en rigtig team-sejr, og når sådan en kommer efter at have været bagud og med sejrsmålet i de døende minutter, så er det få følelser i livet, der er bedre.

Nu har vi tre point ud af de vel cirka 22-24, vi skal bruge for at klare frisag i JS, så der er stadig lang vej endnu. Rigtig lang, men alle rejser starter med det første skridt. Også denne.

Nu gælder det om at få bygget videre på formen i den kommende uge, og så venter der en ekstrem vanskelig kamp i næste uge, når Aalborg Chang kommer på besøg.
Godt nok vandt vi i Chang, sidst vi mødte dem i efteråret 2018, men spillemæssigt var vi langt efter dem, så vi ved, at der skal noget nær samme indsats til for at muliggøre point igen.

Nogle spiller-reaktioner på
2-1-sejren i forårspremieren:

Casper Henriksen:
- Synes, at starten af kampen var meget kaotisk, hvor det var svært at få spil i gang, og vinden kan være en faktor, men tingene kørte ikke optimalt. De fejl, som vi fik lavet i første halvleg, lavede vi ikke i anden, og efter stor dominans i anden halvleg fik vi til sidst en forløsende scoring. Stemningen bagefter var helt vild god.

Mads Harbo:
- Synes, vi viser helt framragende attitude. Selvom vores spil mangler lidt, er det sgu fedt at se folk fyrer den helt af til sidste fløjt. Og så måden vi ender med at vinde på, helt fantastisk

Christian Lie Guldager:
- En svær første turneringskamp i Helsted, hvor konditionen blev sat på en prøve. Efter en halvsløj første halvleg fik vi kæmpet os tilbage og endte med at få de tre point. Jeg syntes, det var en super holdindsats, og vi viste vilje, gejst og sammenhold, hvilket stemningen i omklædningsrummet bagefter også bar præg af!

Nicolaj Thorhauge Jacobsen:
- Vi spillede to forskellige halvlege. Første halvleg var meget svingede med både dårlige og gode sekvenser. Anden halvleg fik vi vores presspil til at fungere, hvilket resulterede i en god halvleg. Vi fik det afgørende mål i slutminutterne, som virkelig gav en forløsende stemningen i omklædningsrummet.

Se video af glade SIF-spillere her:

https://www.facebook.com/siffodbold.dk/videos/1056486294561212/

 

Link til video af kampen her:

Kampen kan ses her (kun de første 85 minutter): 
Tidskoder på mål:
1-0 efter 18:40
1-1 efter 1:12:05

 

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/tuncay-bliver-gissels-hoejre-haand-i-foraaret/

Luk