JS 2 kan erobre førstepladsen
Der er kridtet op til en topopgør, når Jyllandsserien 2 - førsteholdet hos herresenior - tager imod Herning Fremad onsdag aften 31. maj med kickoff kl. 19.30 på Støvring Stadion.
Selvom det vigtigste har været at sikre en plads i Top 5 og dermed indløse adgangstegn til efterårets Jyllandsserie, så har man i SIF-lejren drejet på volumenknappen og skruet en revideret målsætning op til at slutte så højt i tabellen som muligt.
Herning Fremad har - med 26 point for 10 kampe - tre point flere på kontoen end SIF-mandskabet, der også har spillet 10 kampe - ind imellem de to hold kiler Skive IK sig ind på andenpladsen med 24 point for 11 kampe.
Med en sejr vil cheftræner Kim Nielsens tropper komme á point med Herning Fremad, men SIF-mandskabet vil i så fald være bedst indbyrdes takket være 2-2 de to hold imellem i Herning tidligere på foråret.
Kr. Himmelfartsdag i sidste uge tog SIF-mandskabet Skive IK's skalp med en sejr på 2-1 i Skive, og SIF er gået gennem de seneste ni kampe uden nederlag - som helhed har man kun tabt forårspremieren 0-2 hjemme til Tjørring IF. Herning Fremad har til gengæld slet ikke tabt, og de 26 point er kommet i hus takket være otte sejre og to uafgjorte opgør.
- Herning Fremad er en noget anderledes modstander end Skive IK. Herning Fremad er bedre til at dække op - og score mål. De er måske ikke helt så gode med bolden som Skive IK, men de er skarpe i begge ender af banen. Det bliver på mange parametre en sværere kamp for os end mod Skive IK, siger SIF-cheftræner Kim Nielsen.
Med et nederlag mener han, at SIF-mandskabet må vinke farvel til en slutplacering helt i top af JS2-puljen, hvor Top 5 sikrer sig Jyllandsserie-status efter sommerferien, og de tre dårligste rykker ned i Serie 1.
Det sidste behøver SIF-holdet ikke bekymre sig om og kan altså spille frit - eksistensen i Jyllandsserien er sikret. Der er kun seks point mellem Tjørring IF på fjerdepladsen (12 point) og RKG Klarup (6 point) på ottendepladsen i puljen, og de tre nedrykkere skal findes mellem Tjørring IF, Birkelse IF, Mejrup GU, Dronningborg Boldklub og RKG Klarup.
Der er to ændringer i SIF-truppen i forhold til 2-1-sejren over Skive IK i sidste uge. Henrik Bach og Morten Juul er begge med igen - ud af truppen er gledet Alexander Thorup og Nicklas Aagaard (U 19).
Det giver følgende 14-mandsbruttotrup til topkampen mod Herning Fremad, spillerne nævnt i vilkårlig rækkefølge: Kasper Kæp Markussen, Lasse Pilgaard, Rasmus Hasselriis, Lars Bo Hansen, Nicolaj Hvilsom, Mads Harbo, Anders Nielsen, Zacharias Krunderup (U 19), Thomas Nielsen, Morten Juul, Henrik Bach, Christoffer Olesen, Mathias Kielgast og Mads Borup Steen (U 19).