JS-gevinst skrumpede ind til sidst
Det var fra den ene yderlighed til den anden, da førsteholdet hos herresenior i Jyllandsserien mødte Aalborg Chang på udebane lørdag 1/10 i en direkte duel om den i sidste ende vitale sjetteplads.
SIF-mandskabet gik nemlig yderst fortjent til pausen foran 2-0 men kunne reelt have ført med to-tre mål mere, men det hele tog en - set med SIF-briller - træls vending i de sidste 45 minutter, og i slutfasen kunne det såmænd have resulteret i en Chang-sejr.
Nu endte kampen 2-2, og SIF er fortsat to point foran netop Aalborg Chang, og SIF er á point med Birkelse IF, der indtager femtepladsen takket være en kneben sejr i Støvring i efterårets første indbyrdes møde.
- Første halvleg mindede meget om den første halvleg, vi havde mod Chang i Støvring for små to uger siden i et opgør, vi vandt 5-2, siger Allan Christensen, SIF-cheftræner.
Chang var meget på bolden, men det var SIF, der spillede sig frem til chancerne på effektive omstillinger.
- Vi kunne have ført 4-0 eller 4-1 ved pausen, hvis vi havde udnyttet vores chancer. Ved 0-0 havde Patryk Kristensen et forsøg, hvor bolden ramte indersiden af stolpen, og Lasse Pilgaard fik en friløber uden, det gav gevinst. Vi kom dog foran i det 25. minut. Lasse Pilgaard fandt Mads Harbo, der trak på tværs for så at hamre bolden i det ene målhjørne. Otte minutter senere øgede Patryk Kristensen til 2-0 for os, da han slap alene igennem med Chang-keeperen. Og vi havde flere omstillinger i de første 45 minutter, forklarer SIF-cheftræneren.
SIF-startopstillingen 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter humør: Kasper Kæp Markussen - Nicolaj Hvilsom, Carsten Frederiksen, Mike Hansen og Christoffer Olesen - Morten Juul og Anders Nielsen - Mads Harbo, Thomas Nielsen og Patryk Kristensen - Lasse Pilgaard. Bænken denne gang: Kaspar Rynkeby, Lars Bo Hansen og Nicklas Aagaard - alle 14 kom i aktion.
Chang kom bedst ud af startblokken efter pausen, men SIF dog hurtigt bedre fat. I det 53. minut indkasserede Lasse Pilgaard et - set med SIF-briller noget tyndbenet - gult kort. Minuttet efter var der til gengæld ikke så meget at sige til, at Nicolaj Hvilsom også så gult efter at have fældet en modspiller ude ved sidelinjen.
- Vi var nu 9 mod 11 i 8-9 minutter og sidst i den periode fik Chang reduceret til 1-2 i kølvandet på et hjørnespark, hvor vi følte, der godt kunne være dømt frispark til SIF-keeper Kasper Kæp Markussen, forklarer Allan Christensen.
Med 25 minutter igen var det så Changs tur til at få et gult kort, og kampen så ud til at "glatte sig lidt ud", men i den ordinære spilletids sidste minut gik det galt for det blå-hvide mandskab.
SIF havde ellers indkast højt oppe på Changs banehalvdel, og man skulle bare undgå et boldtab. Det sidste skete alligevel, og Chang kørte kontra og satte udligningen ind til 2-2.
Ikke nok med det. I kampens overtid - der blev spillet otte minutters ekstratid - fik Chang to muligheder for at score til 3-2. Først fik de en friløber efter en lidt gennemtænkt SIF-boldtab højt oppe på banen. Anders Nielsen og Carsten Frederiksen fik dog i fælleskab generet Chang-spilleren en del, og Kasper Kæp Markussen kom resolut ud af sit mål. På det efterfølgende hjørnespark fik Chang endnu en stor chance, men det blev altså ved 2-2.