Menu

JS klar til bunddrama i Løgstør

Af Jørn Eriksen
02. september 2016 kl. 10:36
Tabellen taler sit eget tydelige sprog, når Jyllandsserie-mandskabet fredag aften 2/9 gæster Løgstør Stadion med kickoff kl. 18.30. Der er dømt bunddrama mellem puljens nr. otte (Løgstør IF) og nr syv (SIF Fodbold). Læs mere her...

Det er én af de kampe, der godt kan gå hen og blive forbudt for børn, når Jyllandsserie-mandskabet fredag aften 2/9 skal en tur til Løgstør.
Hjemmeholdet Løgstør IF er ligesom SIF-mandskabet uden point efter henholdsvis fem og fire kampe fordelt på de to lejre, og det er dermed JS-puljens to aktuelle bundhold, der brager sammen i et opgør om at undgå at blive parkeret på den 8. plads, der i den sidste ende definitivt er lig med nedrykning til forårets Serie 1.

- Vi er ved godt mod og tror på point i Løgstør. Vi skal fortsætte takterne fra udekampen mod Hjørring IF i tirsdags, hvor vi gjorde rigtig mange ting rigtigt men blot ikke fik scoret på vores målchancer, siger Allan Christensen, SIF-cheftræner.

Han har to ændringer i truppen i forhold til HI-opgøret, som HI vandt 2-0 trods spilovertag til SIF. Der er afbud fra duoen Patryk Kristensen og Nicklas Aagaard (U 19) til kampen i Løgstør. Nye islæt er midtstopperen Mike Hansen, der gør comeback i truppen efter en skadesperiode, og backen Alexander Thorup, som trak nitten som 15. mand i Hjørring, idet midtbaneprofilen Anders Nielsen bestod den sidste test og blev spilleklar til den kamp.

- Det kræver dog samme gejst og indstilling som mod HI, hvis vi skal fra Løgstør med point. Vi skal stå sammen som en enhed. Løgstør var også uheldig i deres opgør mod Hjørring IF i et opgør, hvor HI var heldig med at tage alle tre point, så vi ved på forhånd, at det bliver en vanskelig opgave i Løgstør, understreger Allan Christensen.

SIF-truppen til Løgstør-kampen: Kasper Kæp Markussen, Christoffer Olesen, Carsten Frederiksen, Lars Bo Hansen, Mike Hansen, Nicolaj Hvilsom, Morten Juul, Anders Nielsen, Thomas Nielsen, Kaspar Rynkeby, Henrik Bach, Lasse Pilgaard, Jesper Gustavsen og Alexander Thorup.

Kravler man lige en tur op på 3-meter-vippen og kigger ned, så er der nærmest dømt synkronsvømning, når man får øje på SIF Fodbold og Løgstør IF i vandet.
Begge klubbers første- og andethold hos herresenior er at finde i de samme puljer i henholdsvis Jyllandsserien og Serie 3, og begge Løgstør-hold er uden point efter efterårets første kampe, mens SIF`s Serie 3-hold har skrabt det ene point hjem, som betyder, at de to SIF-hold trods alt har ét point på bogen samlet.
Og på tirsdag 6/9 kl. 18.15 gælder det endnu et bundopgør mellem de to klubber, når de to Serie 3-hold tørner sammen i Løgstør.
Også i den sammenhæng minder det om synkronsvømning...

I efterårets fire JS-puljer rykker de to dårligste 7'ere og de fire 8'ere ned i forårets Serie 1. Nr. 5 og 6 samt de to bedste 7'ere får adgang til forårets Jyllandsserie 2, mens Top 4 i de fire JS-puljer havner i Jyllandsserien 1, hvor der spilles om oprykning til Danmarksserien.
I Serie 3-puljerne står den på nedrykning for nr. 7 og 8, mens nr 2 til 6 bliver i Serie 3 - puljevinderne sikrer sig adgang til Serie 2 i fodboldforåret 2017.

 

 

 

Luk