Menu

JS og U 19 Liga 2 slutter af på hjemmebane

image JS-mandskabet runder efteråret 17 af hjemme mod Skjold Sæby lørdag 4/11 med kampstart kl. 13.00. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
03. november 2017 kl. 12:11
Førsteholdet hos herresenior, Jyllandsserien, og U 19 Liga 2-drengene runder efteråret 2017 af på hjemmebane lørdag 4/11. JS, der har sikret sig en plads i forårets Jyllandsserie 1, møder Skjold Sæby med kickoff kl. 13.00, og U 19 Liga 2 kan med en sejr over Aars IK kl. 15.00 styrke mulighederne for at komme med i forårets forstærkede udgave af U 19 Liga 2 - læs mere her...

Det er to mandskaber med "alt på det tørre", der tørner sammen i sidste spillerunde i efteråret 2017, når JS-mandskabet får besøg af puljens nummer to, Skjold Sæby, lørdag eftermiddag 4/11 med kampstart kl. 13.00 på kunstgræsbanen i Støvring.

SIF-mandskabet er sikker på minimum tredjepladsen i puljen, hvor Top 4 sikrer sig adgang til forårets Jyllandsserie 1, hvor der skal spilles om oprykning til danmarksserien, og gæsterne fra Skjold Sæby kan ikke rokkes fra den andenplads, holdet indtager uanset udfaldet af kampen i Støvring - Skjold Sæby er nemlig fem point foran den aktuelle treer Aalborg Freja, der tabte 0-1 hjemme til Løgstør IF i en udsat kamp i tirsdags.

Netop Aalborg Freja besejrede SIF 4-0 i Frejaparken i sidste weekend og sikrede sig allerede der Top 4-status uanset udfaldet af deres to sidste kampe mod henholdsvis Løgstør IF og det suveræne tophold Nørresundby FB.
Det er Nørresundby FB, der har fordel af hjemmebane lørdag mod Aalborg Freja, men SIF skal vinde for at overhale Freja på målstregen, idet Freja-mandskabet er bedst indbyrdes med SIF takket være 0-0 i Støvring og 4-0 hjemme.

Mens Nørresundby FB, Skjold Sæby, Aalborg Freja og Støvring IF har sat sig på pladserne i Top 4, så er der masser af spænding om hvem, der skal slutte på den livgivende sjetteplads. Løgstør IF kom - takket være 1-0-sejren over Freja i tirsdags - to point foran Hjørring IF på syvendepladsen inden sidste spillerunde, og de to hold brager sammen i en rendyrket nedrykningsfinale søndag 5/11 kl 13.30 på Hjørring Kunstgræsbane.

- Skjold Sæby står bedre til os end Nørresundby FB og Aalborg Freja, der har været spillemæssigt foran os i dette efterår. Skjold Sæby har erfaring fra Danmarksserien, men vi kan spille frit mod dem, og vi vil meget gerne slutte af med en sejr, siger Kim Nielsen, JS-cheftræner i SIF Fodbold.

Resultatmæssigt indfiede JS-mandskabet cheftrænerens målsætning om at slutte i Top 4, og unge islæt som Nicklas Aagaard, Zacharias Krunderup, Nikolaj Thorhauge Jacobsen, Andreas Tarp, Kasper Bøgh og målmand Mikkel Blad Krogh har fået deres gennembrud i JS-sammenhæng, hvor andre så igen af forskellige grunde har sat deres fodboldkarriere på stand-by eller helt er stoppet.

JS-truppen til kampen mod Skjold Sæby er identisk med den, der tabte 0-4 til Aalborg Freja i sidste weekend, spillerne nævnt i vilkårlig rækkefølge: Mikkel Blad Krogh, Christoffer Olesen, Lasse Bang Pilgaard, Lars-Bo Hansen, Nicolaj H. Hvilsom, Nikolaj Thorhauge Jacobsen, Thomas Nielsen Zacharias Krunderup, Nicklas Aagaard, Kasper Bøgh, Mads Harbo, Alexander Thorup, Andreas Tarp og Anders Nielsen.

Og talentmassen fejler intet i SIF Fodbold.
Øverst i fødekæden i den sammenhæng er U 19 Liga 2-drengene, der også runder efteråret 17 af hjemme den lørdag mod Aars IK med kickoff kl. 15.00. En SIF-sejr i den kamp vil give tre point, der vil lune gevaldigt på den andenplads, der kan udløse en plads i forårets U 19 Liga 2 "med indbygget turbo".

U 19 Liga 2 til foråret kommer nemlig til at tælle 16 nedrykkere fra efterårets U 19 Liga 1, 10 puljevindere fra U 19 Liga 2 og de seks bedste toere.
Randers Freja, som SIF slog 2-1 i Støvring i søndags, har sat sig på førstepladsen, men SIF kan styrke sin position i striden om at slutte blandt de seks toere, der også kommer med i forårets U 19 Liga 2. Randers Freja slutter på 15 point for seks kampe. Det samme pointantal kan SIF nå op på, men kronjyderne er bedst indbyrdes takket være en 7-2-sejr over SIF i efterårets første indbyrdes møde.

U 19-cheftræner Rasmus Numan Petersens trup til kampen mod Aars IK, spillerne nævnt i tilfældig rækkefølge: Anders Dupont, Frederik Pind, Casper Dyrholm, Casper Henriksen, Selemani Kikwangazala, Jens Janum Riis, Malthe Christiansen, Rasmus Borup Brendborg, Rasmus Bøgh, Sebastian Meyer Poulsen, Marcus Skovhus Pedersen, Niclas Plougmann, Gustav Midtgaard og Kasper Møller Moes.

Luk