JS tæt på sejr i Brønderslev
Førsteholdet hos herresenior, Jyllandsserien 2, spillede 1-1 i Brønderslev søndag 5/3 mod Brønderslev IF fra Jyllandsserien 1, og SIF-cheftræner Kim Nielsen følte, SIF-mandskabet havde fortjent sejren - især på en SIF-dominans efter pausen, hvor SIF kunne drage fordel af en kraftig medvind.
- Jeg er rimelig positiv. Vi spillede i modvind inden pausen, hvor vi havde nok i at forsvare os, og vi holdt BI pænt fra målchancer i den fase af kampen. 0-0 ved pausen, siger Kim Nielsen.
SIF-mandskabet var lidt ramt af skader og afbud, men startopstillingen, 4-4-2, så således ud: Rasmus Helbo - Mathias Kielgast, Nicolaj Hvilsom, Lars Bo Hansen og Alexander Thorup - Christoffer Olesen, Anders Nielsen, Morten Juul og Michael Andersen - Lasse Pilgaard og Mads Harbo.
Bænken denne gang: Haris Camic og Rasmus Carøe Eriksen.
- Allerede efter et kvarter måtte Morten Juul lade sig udskifte p.g.a efterveerne af sygdom - ind kom Haris Camic. Fra anden halvlegs start kom Rasmus Eriksen ind som midtstopper, og Nicolaj Hvilsom på op på midtbanen. Allerede i det første minut af anden halvleg fik Michael Andersen en stor mulighed for at bringe os foran 1-0, men Brønderslev-keeperen reddede fornemt. Vi kom foran på en scoring af Nicolaj Hvilsom efter, han var blevet rykket op på midtbanen. I anden halvleg fik Mads Harbo også to friløbere, som vi desværre ikke fik scoret på. I stedet blev det 1-1 på det, jeg ikke vil tøve for at kalde en fejlkendelse. Bolden ramte venstrebacken Alexander Thorup på knæet, hvorefter den fortsatte op på den ene arm, som han havde helt ind til kroppen. Det foregik klart uden for straffesparksfeltet, men dommeren dømte straffespark, og jeg tror end ikke, der var frispark i situationen. Det scorede BI på tl 1-1. Til sidst i kampen fik Haris Camic spillet bolden godt ind foran BI-målet, hvor både Alexander Thorup og Mads Harbo var i gode positioner, men de løb ind i hinanden, så chancen ikke gav gevinst, forklarer Kim Nielsen.
Begge vante emner til målmandsposten, Michael Nielsen og Kasper Kæp, var forhindret i at spille den søndag p.g.a henholdsvis en skade og arbejde, og Rasmus Helbo vikarierede derfor i målet- men han har signaleret, at han ingen intentioner har om at skulle være målmand i den forestående forårssæson.
- Han gjorde det ellers glimrende mod BI, og det siger vi tak for. Hvis jeg skal fremhæve nogen efter 1-1-kampen, vil jeg pege på Nicolaj Hvilsom, der blev "Man of The Match" samt Rasmus Eriksen, der gjorde det godt i midterforsvaret i de sidste 45 minutter. Vi burde have vundet kampen, og der er lidt at arbejde med. Vi burde også havde slået Løgstør IF i den forudgående testkamp hjemme i Støvring, så der skal lidt mere koncentration på i de afgørende situationer foran modstandernes mål, men det var positivt, at vi skabte nok målchancer mod et JS 1-hold til, at det kunne retfærdiggøre en SIF-sejr, slutter SIF-cheftræneren.