Menu

Kollektiv fight sikrede vital sejr

image Martin Thinggaard blev matchvinder for Serie 3 med en scoring kort før pausen, da Valsgård IF 83 blev besejret 1-0.
Af Jørn Eriksen
10. september 2016 kl. 18:21
Serie 3-mandskabet fik en noget nær livsnødvendig sejr, da det lørdag 10/9 blev til 1-0 hjemme mod Valsgård IF 83. Med sejren fik det betrængte SIF-mandskab kontakt til netop Valsgård IF 83, der ville være kommet syv point foran på sjettepladsen med en sejr. Læs mere her - friske fotos...

Serie 3-mandskabet undgik med den vitale 1-0-sejr hjemme over Valsgård IF 83 at blive parkeret på syvendepladsen - en af de to nedrykningspladser i den sidste ende, og det skete takket være en attitudestærk god kollektiv indsats uden før set kostbare udfald undervejs.

Sejrsmålet satte Martin Thinggaard ind med venstrebenet i første halvlegs døende sekunder, men efter pausen kom gæsterne, der var fire point foran SIF inden lørdagens indbyrdes opgør, bedre til fadet spillemæssigt, og tre-fire minutter før tid var de uhyre tæt på at udligne til 1-1.
Det skete, da de fik held med et fladt indlæg fra deres højre side, og inde foran mål kom en Valsgård-spiller stormende til, men til SIF-holdets held bankede han bolden et pænt stykke over målrammen.
Der blev åndet lettet op i SIF-lejren i de efterfølgende sekunder - den målchance var stor, rigtig stor.

SIF sad ellers på det meste i første halvleg uden, det spillemæssigt fik englene til at falde ned fra skyerne. Gæsterne blev aldrig rigtigt farlige, og i første halvlegs første halvdel kom både Kasper Bøgh og Mads Dahl til behjertede forsøg, men det hele var ved at gå i 0-0 i de første 45 minutter, da Martin Thinggaard slog til med venstrebenet og bragte SIF på sejrskurs.

SIF-startopstillingen, 4-4-2: Michael Nielsen - Stefan Berg, Rasmus Carøe Eriksen, Kasper Mikkelsen og Alexander Thorup - Jesper Gustavsen, Jimmi Thomsen, Martin Thinggaard og Kasper Bøgh - Mads Dahl og Niclas Plougmann. Bænken denne gang: Anders Jacobsen og Søren Bjerregaard.

Allerede efter en halv times spil erstattede Søren Bjerregaard så Stefan Berg på pladsen som højre back. På midtbanen spillede man i diamantopstilling med Jesper Gustavsen som bagerste mand og Kasper Bøgh forrest.

Kampen ændrede alligevel karakter efter pausen. Gæsterne kom langt bedre med, men SIF-holdet stod godt organisatorisk og fightede fint for at få den tiltrængte sejr. 10-12 minutter efter pausen kom Anders Jacobsen ind - han erstattede Martin Thinggaard - Alexander Thorup gled op på midtbanen.
I det 60. minut kom Valsgård IF 83 til en god chance, men SIF-keeper Michael Nielsen fik afværget til et hjørnespark, som ikke førte til noget.
Med 15-16 minutter igen sendte SIF-midtstopperen Rasmus Carøe Eriksen en lang høj bold frem, og Kasper Bøgh fik klemt sig ind imellem gæsternes keeper og en forsvarer. Han fik også lobbet bolden mod det tomme mål, men bolden gik lige ved siden af - her var SIF tæt på at score til 2-0.

SIF tætnede i slutfasen kløgtigt holdet og spillede mere kompakt. Luftkongen Mads Dahl og Jesper Gustavsen blev placeret side om side på den defensive midtbane. Nu skulle gæsternes forventede satsning til sidst stækkes.
Og det lykkedes, også med lidt held, når man tænker på den afbrænder, Valsgård IF 83 præsterede tre-fire minutter før slutsignalet.

I kampens døende minutter fik Martin Thinggaard, der var kommet på banen igen, testet Valsgård-keeperen, der fumlede noget med bolden.
Serie 3 måtte i kampen forinden se en 3-0-føring i Løgstør blive forvandlet til 3-3 indenfor de sidste syv minutter, men mod Valsgård IF 83 havde man lært lektien, og kollektiv fight sikrede tre point.

Midtstopperen Rasmus Carøe Eriksen fik efterfølgende syv stemmer i fidusafstemningen blandt spillere og trænere, og han blev på den konto dagens SIF-spiller.

Luk