Menu

Kostbart rødt kort til kaptajnen

image SIF-cheftræner Allan Christensen: Jeg tager det røde kort til Anders Nielsen på min kappe.
Af Jørn Eriksen
08. oktober 2016 kl. 19:02
To gange gult og efterfølgende rødt kort til SIF-anfører Anders Nielsen blev kostbart, da JS-mandskabet tabte 0-3 hjemme til Nørresundby FB lørdag 8/10. Han er nu i karantæne, når det gælder en vigtig udekamp mod Birkelse IF i næste spillerunde. Læs mere her - friske fotos...

Der var i den første halve time af lørdagens hjemmekamp mod Nørresundby FB tegning til en rigtig tæt og jævnbyrdig affære mellem to velspillende mandskaber, da JS-holdet skulle forsøge at fortsætte den pointgivende stime, SIF-mandskabet har været inde i længe.
Godt nok kom gæsterne foran allerede i det 7. minut på en perlescoring, da en Nørresundby FB-spiller fornemt firsttimede et fladt indlæg fra deres højre side i en følt bue over SIF-keeper Kasper Kæp, men SIF-mandskabet lagde ud med god organisation og fine kombinationer. Lasse Pilgaard kom også frem til et par behjertede forsøg i de første 15-20 minutter, men i det 32. minut indtraf så den episode, der fik afgørende betydning for resten af opgørets forløb.

SIF-anfører Anders Nielsen jagtede en bold ind i SIF-straffesparksfeltet - og var øjensynligt foran modspilleren. Det hele mundede ud i, at Nørresundby FB-spilleren ramlede ind i den ene stolpe, og dommeren pegede på straffesparkspletten. Gult kort til Anders Nielsen. Det gav en masse utilfredshed på SIF-bænken og verbal meningsudveksling med den ene linjevogter, og i alt det kaos sparkede Anders Nielsen så til vanddunkene på vej ud mod en plads på bænken.
Det blev - på linjevogterens forandledning - takseret til gult kort nr. to for usportslig optræden, og dermed rødt kort og marchordre til SIF-kaptajnen. I samme ombæring blev SIF-assistenttræner Tuncay Demirell så noget hårdt dømt bortvist fra kampen, selvom han stort set kun forsøgte at "gyde olie" på de oprørte vande i SIF-zonen på sidelinjen.
NB sendte efterfølgende bolden på indersiden af den ene stolpe på straffesparket, og bolden gik i spil igen.

Tre minutter før pausen blev det dog 0-2, da en NB-spiller sendte et skud afsted mod SIF-målet. Bolden en medspiller på knæet i feltet og ændrede kurs for slutteligt at gå i nettet.

Noget ufordøjeligt for SIF-mandskabet, der faktisk havde leveret rigtig godt på alle parametre mod nedrykkerne fra forårets Danmarksserie.

Og uheldene fortsatte for hjemmeholdet. Minuttet før pausen måtte midtstopperen Mike Hansen udgå p.g.a en skade (kvaler med ryggen, red.), ind kom Lars Bo Hansen, der er blevet en skade kvit.
0-2 ved pausen og en mand nede.

SIF-startopstillingen 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament: Kasper Kæp Markussen - Nicolaj Hvilsom, Carsten Frederiksen, Mike Hansen og Christoffer Olesen - Morten Juul og Anders Nielsen - Mads Harbo, Lasse Pilgaard og Thomas Nielsen - Henrik Bach. Bænken denne gang: Lars Bo Hansen, Patryk Kristensen og Asger Bundgaard Nielsen (U 19).

Otte minutter efter pausen blev det 0-3 i kølvandet på et hjørnespark fra gæsternes højre side, og kampen havde reelt fundet sin afgørelse.
I det 56. minut kom Patryk Kristensen så i aktion - ud gik Henrik Bach. Det betød, at Patryk Kristensen overtog højrekanten, mens Mads Harbo blev sendt i front.
I det 67. minut følte en del i SIF-lejren, at gæsterne kunne have indkasseret et rødt kort, da spiller angiveligt sparkede ud efter SIF-keeper Kasper Kæp Markussen efter en duel inde foran mål, men gæsterne slap med skrækken.

I det 68. minut var der så JS-debut til U 19-spilleren Asger Bundgaard Nielsen (foto herover), der erstattede Morten Juul på midtbanen. Asger Bundgaard Nielsen fik en rolle i venstre side af midtbanen og gjorde det fint - en svær kamp at komme ind i.

SIF kom til sporadiske målchancer efter pausen. Patryk Kristensen og Mads Harbo fik i flere tempi sendt afslutninger afsted. I det 73. minut fik gæsternes et gult kort, da en spiller fældede Asger Bundgaard Nielsen midt på banen.

Trods 0-3-nederlaget er situationen dog den samme for SIF-mandskabet. Aalborg Chang tabte 1-2 lørdag til Brønderslev IF, og SIF er dermed fortsat på den livgivende sjetteplads to point foran Chang med tre spillerunder igen. I næste spillerunde har SIF så Birkelse, der fik 0-0 mod Hjørring IF lørdag, på menuen på udebane - og her må SIF undvære en karantæneramt anfører i skikkelse af Anders Nielsen.
Efter slutfløjtet var SIF-cheftræner Allan Christensen stor nok til at tage det røde kort på sin kappe:

- Vi diskuterede for længe med linjevogteren omkring straffesparket. I stedet skulle vi have taget hånd om Anders Nielsen på vej ud af banen, så det røde kort tager jeg på min kappe. Det var særdeles ærgerligt. Vi lagde rigtig god ud i dette opgør, og jeg er sikker på, det ville have blevet en anden kamp, hvis vi havde været fuldtallige hele vejen igennem, sagde Allan Christensen.

JS-mandskabet mangler i de tre sidste spllerunder Birkelse IF ude, Løgstør IF hjemme og Aalborg Freja ude.
Weekendens kampe i JS-puljen betød i øvrigt, at Top 4 tog afstand fra de øvrige hold - Aalborg Freja, BI, Nørresundby FB og Hjørring IF ligner kommende JS 1-hold i foråret, mens nedrykningsspørgsmålet skal afgøres mellem Birkelse, SIF Fodbold, Aalborg Chang og Løgstør IF.

 

Luk