Menu

Krølle og Qvist delte i porten

image SIF-kvinderne i Serie 2 fører aktuelt puljen efter 2-2 på udebane mod AaB. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
09. maj 2017 kl. 11:47
Serie 2-kvinderne spillede 2-2 på udebane mod AaB mandag 8/5 med Jan "Krølle" Nielsen og René Qvist som taktisk strateg på hver sin sidelinje. Undervejs var "Krølles" SIF-mandskab foran 2-0, men AaB fik hevet det ene point til sig. SIF-holdet fører dog puljen efter de første fire kampe - læs mere her...

René Qvist (foto herunder) er fortsat - frem til sommerferien - både cheftræner for U 16-pigerne i SIF Fodbold og styrmand for Teknikskolen for piger, men efter sommerferien tiltræder han som cheftræner for U 14 Elitepigerne i AaB, hvor han allerede nu også er tilknyttet Serie 2-kvinderne i deres kampe.
Der var derfor et noget specielt skær over mandagens opgør i AaB, hvor SIF Fodbolds Serie 2-kvinder var på besøg med Jan "Krølle" Nielsen som træner, og han hjælper René Qvist med træningen på SIF-Teknikskolen og fredagene i SIF-lejren.

- Vi styrede kampen i første halvleg, mens AaB styrede løjerne efter pausen, og samlet set var uafgjort nok ikke helt ved siden af, siger Jan "Krølle" Nielsen, cheftræner for SIF-kvinderne.

Cirka midtvejs i første halvleg bragte Katja Uhrenholt SIF foran 1-0, og inden pausen havde Dea Poulsen i SIF-målet også præsteret at redde et straffespark. Og SIF havde målchancer til flere scoringer inden pausen, men det blev ved 0-1 efter første halvleg.
I anden halvleg kom SIF foran 2-0 på et selvmål i kølvandet på et hjørnespark, men herefter overtog AaB styringen og pressede SIF-holdet tilbage på banen.
Det blev 1-2 i det 58. minut, da en bold ikke blev clearet væk i tide i SIF-forsvaret. I det 72. minut kom udligningen til 2-2 - igen fik man ikke ekspederet bolden ud af farezonen i tide.

- Midtbanespilleren Julie Blicher spillede en flot kamp på midtbanen, og hun fik også syv stemmer i fidusafstemningen efter kampen. Keeper Dea Poulsen fik fire stemmer og backen Nicole Netopil tre, forklarer Jan "Krølle" Nielsen (foto herover).

SIF-holdet har syv point på kontoen efter de fire første kampe i foråret og fører puljen foran Nibe Boldklub og Aalborg KFUM - KFUM har dog spillet en kamp færre og kan overhale både Nibe og SIF med en sejr.
SIF-startopstillingen, 4-4-2 mod AaB: Dea Poulsen - Nicole Kornum Netopil, Lisa Mikkelsen, Alberte Kollerup Jensen og Sofie Espensen - Signe Rytter Lund, Julie Blicher, Katja Uhrenholt og Kathrine Frey - Line Elkjær Rasmussen og Nikoline Bach Andersen.
Indhopperne denne gang: Ann Sofie Bech Hansen, Michelle Valeur og Ane Olesen. Sidtsnævnte havde ikke trænet så meget i den forgangne uge og kom som den eneste ikke i aktion i opgøret.

SIF-kvinderne skal i aktion igen allerede på torsdag 11/5 på hjemmebane. Det gælder tredje runde af pokalturneringen, og modstanderen er Vejgaard fra toppen af Jyllandsserien - med i VB-truppen er den tidligere SIF-spiller Cecilie Max Nielsen.

 

Luk