Lyngberg: Vi havde fortjent at få point
- Vi var spilstyrende og havde generelt fortjent at få point ud af den kamp, siger Kim Lyngberg, træner for Serie 4-holdet hos herresenior.
Lørdag 9/9 gjaldt det den fjerde kamp på blot seks dage for Lyngbergs tropper, en udekamp mod Sønderup/Suldrup IK Frem, og SIF-mandskabet havde på ganske imponerende vis evnet at få fem point ud af de tre forudgående kampe siden forrige søndag - 9-1 hjemme over Hornum IF, 1-1 hjemme mod Øster Hornum IF og 1-1 ude mod Løgstør IF.
- Det lignede en kamp, der ville gå i uafgjort, men vi glemte lige at være opmærksomme ved et hjørnespark midt i anden halvleg, og så scorede Sønderup/Suldrup IK Frem det mål, der skulle vise sig at blive afgørende, forklarer Kim Lyngberg.
Den vante keeper, Anders Jensen, havde måttet melde afbud p.g.a en fodskade, og det hele endte med, at Mark Bloch Jensen tog målmandstjansen i lørdagens kamp, hvilket han slap fint fra og fik flest stemmer i den efterfølgende fidusafstemning. Endelig afsonede midtstopperen Tobias Carøe Eriksen en spilledags karantæne, og der var afbud fra anfører Stefan Berg, der har gjort det glimrende som central midtbanespiller.
SIF-startopstillingen, 4-2-3-1: Mark Bloch Jensen - Søren Salk, Patrick Marquartsen, Søren Sølvkjær og Kasper Moes - Tommy Thrysøe og Sebastian Meyer Poulsen - Simon Kibsgaard, Christian Grønhøj, David Guldborg - Patrick Öster.
Bænken denne gang: Frederik Lykke, Brian Bloch Jensen og Kim Lyngberg. Alle 14 kom i aktion - Lyngberg ved to hurtige ind-/udløb ved hjørnespark.
- I slutfasen fik vi den chance, vi havde håbet på for at få en udligning. Simon Kibsgaard slap igennem til et skud, men bolden gik desværre lige over mål. Til allersidst satsede vi yderligere, og det hjemmeholdet nogle pæne kontrachancer, men det blev ved 1-0 til Sønderup/Suldrup IK Frem.
Nu holder Serie 4 nogle dages velfortjent kamppause og spiller først igen på søndag hjemme mod Nibe Boldklub med kampstart kl. 13.00.