Menu

Ny træner til Serie 2 på plads

image Den nye Serie 2 træner Uffe Agerbo Jensen sammen med sportschef Rasmus Gissel
Rasmus Gissel
08. november 2017 kl. 21:14
Det bliver den tidligere SIF-spiller Uffe Agerbo Jensen, der overtager trænersædet hos nyoprykkede Serie 2.

Det stod i forrige uge fast at der skulle findes en ny træner til det nyoprykkede serie 2 hold, idet holdets træner i 2017 Tuncay Demirel, der har ført holdet fra serie 4 til serie 2, har valgt at holde en pause.
Den afløser er nu fundet - valget er faldet på 39-årige Uffe Agerbo Jensen, der faktisk er tidligere SIF-spiller, idet han spillede sine sidste 3 ungdomsår i SIF.
Uffe, der er gift og far til 3 piger, bor til dagligt i Mou, og er efter 7 år som seniortræner i henholdsvis Mou, Dokkedal og Kongerslev nu klar til udfordringen i SIF.
“Efter en god tid i Kongerslev er det selvfølgelig ikke uden vemod at jeg nu tager næste skridt i trænergerningen. Men større end følelsen af vemod er min følelse af forventning frem mod den udfordring der nu venter. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og til at arbejde i et træningsmiljø fyldt med engagerede spillere.
Både samarbejdet med JS, Serie 5 og ikke mindst U19 er elementer jeg glæder mig rigtig meget til, samt selvfølgelig primært arbejdet med de spillere der kommer til at udgøre Serie 2 truppen. 
Jeg har forventninger om at vi kan bygge ovenpå det imponerende stykke arbejde, der er lavet i løbet af 2017, og dermed forhåbentlig etablere os i serie 2.
Samtidig er det mit håb at de forskellige overgange der er til både JS, Serie 5 og U19 bliver yderligere styrket så man oplever at sammenholdet på tværs af alle grupperinger styrkes yderligere.
Jeg glæder mig som nævnt helt vildt til at komme igang til januar og vil bruge den kommende tid på forberedelsen af sæsonstarten hvad angår både træning og træningskampe.”

Sportschef Rasmus Gissel, er ligeledes særdeles forventningsfuld omkring samarbejdet:
"Vi har heldigvis en meget engageret andenholdstrup, som selv har givet udtryk for hvilken type træner de ser vil passe bedst. Samtlige af de kriterier de har listet op, matcher Uffe direkte på, og tilmed får vi en høj grad af fodboldfaglighed oveni, så jeg er ovenud tilfreds med at det er lykkes at rekruttere Uffe til trænerteamet.
Jeg er sikker på at Uffe med sin erfaring og rolige tilgang til tingene vil få formet en stærk enhed, der forhåbentlig kan etablere sig i serie 2, ovenpå 2 flotte oprykninger i 2017.
Hvis man kigger ned igennem systemet, så står der rigtig mange unge spillere og venter de kommende år, så det handler i 2018 om at få en god base på plads, der giver en solid platform når de unge senere skal ind på holdet. Det er jeg sikker på Uffe er den helt rigtige til."

Der er indgået en aftale gældende frem til 31. december 2018.

Luk