Menu

Ny trænerduo til JS på plads

image Sportschef Rasmus Gissel i midten med den nye JS-trænerduo Kim Nielsen til højre og Rasmus Hasselriis til venstre
Rasmus Gissel
05. oktober 2016 kl. 22:36
Efter lang tids sondering af terrænet har SIF ansat ny trænerduo for førsteholdet i herrersenior. Valget er faldet på Kim Nielsen som cheftræner og Rasmus Hasselriis som assistent. Begge har indgået 2-årige aftaler. De har arbejdet sammen i den sidste 6-årige periode i henholdsvis Aalborg KFUM, Brønderslev IF og senest i Gug Boldklub.

Kim Nielsen er 39 og vordende far til en lille datter, der er på trapperne en af de nærmeste dage. Kim bor i Dall Villaby med sin kæreste Heidi. Kim er til daglig Area Manager - eller på nordjysk, kørende sælger - hvor han leverer produkter til frisørsaloner.
Kim har UEFA A-Licens, der er Europas næsthøjeste trænerlicens. I sin aktive karriere spillede Kim på DS/2. divisionsniveau for Jetsmark IF og Nørresundby Boldklub.

Om ansættelsen siger Kim Nielsen:
- Jeg er meget begejstret over at komme til SIF, der udefra set har et rigtig godt potentiale, både i seniortruppen og ligeledes når man kigger længere ned i rækkerne.
Efter samtaler med klubben om jobbet har jeg kun fået indtrykket bekræftet og jeg glæder mig enormt til at lære folkene i klubben at kende og komme i gang med arbejdet.
Efter snart 5 år som træner på seniorniveau, glæder jeg mig til at kunne bruge mine erfaringer på en samling af spillere hvor jeg på forhånd ved at potentialet er rigtig højt.
Jeg tror jeg kan bidrage med at få en god struktur på holdet såvel offensivt som defensivt, hvilket kan bidrage til at hver enkelt spiller kan blomstre.

Som assistent får Kim Nielsen en særdeles god bekendt, nemlig 40-årige Rasmus Hasselriis. De to har dannet makkerpar i de sidste 6 år, godt nok med en kort pause undervejs, hvor det civile job krævede mere tid.
Rasmus bor til daglig i Aalborg med sin søn Maximillian på 11. Rasmus har UEFA B-licens og har ligesom Kim spillet på DS/2. divisionsniveau i FC Nordjylland og Nørresundby Boldklub.

Rasmus Hasselriis er glad for at kunne følge med Kim Nielsen:
- Kim og jeg har arbejdet sammen i 6 år nu og har kendt hinanden i en langårrække og vi ved på mange områder hvad den anden tænker, men samtidig rummer vi den forskellighed, der gør at vi forhåbentlig kan få det bedste frem, både i hinanden, men vigtigst af alt få det bedste ud af alle spillere.
Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde i Støvring IF og med en gruppe af spillere, som jeg selv har spillet overfor en del gange og derfor ved, har et stort potentiale.

Ansvaret for at få ansat en ny trænerduo har ligget hos sportschef Rasmus Gissel, der med stor forventning ser frem mod samarbejdet med Kim og Rasmus:
- Det har været en lang proces at finde det helt rigtige trænerteam. Jeg har holdt rigtig mange samtaler med forskellige træneremner, der alle har haft hver deres positive sider at bidrage med.
Vi har at gøre med en gruppe af spillere, der alle med de rigtige folk omkring dem, vil kunne løfte deres spil til et nyt niveau. Derfor har det været vigtigt for mig ikke at være forhastet, men at bruge god tid på at finde den helt rigtige løsning.
Den føler jeg vi nu har fundet, med Kim og Rasmus, hvor fagligheden og mandskabsbehandlingen går hånd i hånd. Vi har i løbet af de sidste to år stabiliseret os i Jyllandsserien og jeg håber vi kan undgå nedrykning i dette efterår, hvilket vil betyde at vi går ind i 2017 i samme position som vi gik ind i 2015. Vi har med andre ord fået os stabiliseret hvis nedrykningen undgås.
Med en sådan stabilisering føler jeg også det er tid til at vi tage næste skridt fremad. Vi har en fødekæde i både U19 og U17 der ser særdeles spændende ud og i årene fremover vil kunne supplere den nuværende trup rigtig godt. Derfor føler jeg også at timingen til forhåbentlig at kunne tage et godt skridt fremad er perfekt og til den opgave har jeg enorm tiltro til Kim og Rasmus, der før har udført præcis samme øvelse i Brønderslev IF.
Samtidig ser jeg det som en stor fordel at både Kim og Rasmus på forhånd kender Tuncay Demirell, der skal stå i spidsen for vores andethold i det nye år. Det vil helt sikkert bidrage positivt til at samarbejdet de to hold imellem bliver yderligere styrket og at miljøet bliver endnu bedre.
Jeg er med andre ord meget fortrøstningsfuld for de kommende år.
Med det sagt, vil jeg også gerne pointere at fokus lige nu er på nutiden hvor det handler om at få point nok i de sidste 4 kampe så JS-statussen kan bevares. Det vil som jeg ser det kræve 6-8 point, så vi har brug for fuld fokus og kvalitet når Nørresundby på lørdag gæster Støvring Stadion.

Aftalerne mellem SIF, Kim Nielsen og Rasmus Hasselriis træder i kraft 1. januar 2017 og løber til 31. december 2018.

Luk