Menu

Oprejsningens time for Serie 3

Af Jørn Eriksen
30. april 2016 kl. 22:04
Lokal- og bundopgøret hjemme mod Sønderup/Sulderup IK Frem blev en slags oprejsningens time for Serie 3 lørdag 30/4. SIF-mandskabet sejrede 3-1 og kunne have vundet endnu større. Læs mere her...

Der var forståelig tilfredshed i SIF-lejren, da andetholdet hos herresenior, Serie 3, havde besejret Sønderup/Suldrup IK Frem 3-1 på kunstgræsbanen i Støvring lørdag eftermiddag 30/4 i et bundopgør om at undgå den aktuelle sidsteplads i puljen.

- Samtlige 14 SIF-spillere ydede en disciplineret og god indsats, hvor vi tilmed havde chancerne til at score endnu flere mål. Men samlet en rigtig god og opløftende indsats. Det var en slags forløsning for holdet, siger Jan "Krølle" Nielsen, Serie 3-træner i SIF Fodbold.

SIF-mandskabet indledte med at spille bolden godt rundt, og scoringen til 1-0 kom i det 16. minut. Jesper Gustavsen, der var i et forrygende spillehumør i dette opgør, headede bolden i nettet fra nært hold efter at have modtaget et bolden på et indlæg fra venstre side.
Herefter havde SIF flere gode muligheder for at komme foran 2-0 - blandt andet var forwarden Mads Dahl tæt på at score i den fase af kampen.
I det 37. minut kom Mads Dahl så på måltavlen. Det skete i kølvandet på et hjørnespark. Bolden dumpede ned for fødderne af den tidligere Sønderup/Suldrup IK Frem-spiller, der sparkede bolden i nettet.
Et minut før pausen blev det imidlertid 2-1. SIF fik ikke clearet i højre side, bolden blev slået ind foran, og gæsterne fik reduceret på en udmærket fuldtræffer.
2-1 ved pausen.

13 minutter inde i anden halvleg øgede Mike Long til 3-1. Bolden blev slået indover fra den ene kant, og Mike Long slog til med en afgørende scoring.
- Vi havde herefter chancer til flere mål. Modstanderne satsede lidt, men vi savnede en del skarphed på den sidste tredjedel af banen - for chancerne kom vi frem til, fortsætter Jan "Krølle" Nielsen.
Han krydser nu fingre for, at Serie 3-mandskabet evner at holde kadencen og attituderne fra lørdagens sejr og gode indsats, når det på onsdag gælder en svær udekamp mod Løgstør IF samt endnu en vanskelig udekamp mod puljens førerhold Ulbjerg IF næste søndag 8/5.

SIF-startopstillingen, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament mod Sønderup/Suldrup IK Frem: Mikkel Blad Krogh (U 19) - Stefan Berg, Anders Jacobsen, Rasmus Carøe Eriksen og Kasper Mikkelsen - Tommy Thrysøe, Jesper Gustavsen og Jimmi Thomsen - Mike Long, Mads Dahl og Mathias Rasmussen.
Bænken denne gang: Kasper Bøgh, Mads Worsøe og Søren Bjerregaard.
Alle 14 kom i aktion i kampen.

I målet stod U 19-keeper Mikkel Blad Krogh en fin kamp som substitut for en skadet Rasmus Helbo.

Kampens SIF-spiller blev dog Jesper Gustavsen (arkivfoto herunder), der fik 12 stemmer i fidusafstemningen blandt spillere og ledere.

Luk