Menu

Oprykning til Serie 1 med stil

image SIF-oprykkerne i samlet flok med - hvis nogle skulle være i tvivl - cheftræner Jan "Krølle" Nielsen yderst til venstre. Fotos: Hanne Andersen
Af Jørn Eriksen og Hanne Andersen (foto)
31. maj 2017 kl. 23:20
Serie 2-damerne er efter en 6-2-sejr ude over Aalborg Chang onsdag aften 31/5 klar til efterårets Serie 1, og oprykningen blev sikret i fin stil - også på sidelinjen hvor SIF-cheftræner Jan "Krølle" Nielsen optrådte i farvestrålende Hawaii-habit - læs mere her. Se flere fotos fra kampen og jubelscenerne på klubbens Facebook-side...

Serie 2-damerne udnyttede den første matchbold, da de i næstsidste spillerunde sikrede sig oprykning til efterårets Serie 1 takket være en 6-2-sejr på udebane mod Aalborg Chang onsdag aften 31/5.
SIF-damerne satte effektfuldt tingene på plads allerede inden pausen. 5-1 i SIF-favør var stillingen efter første halvleg, så sejren blev kørt hjem i fin og sikker stil, og på sidelinjen havde SIF-cheftræner Jan "Krølle" Nielsen også fundet sin farvestrålende Hawaii-habit frem fra gemmerne for at fuldbyrde et løfte til spillerne i takt med, at sejrene bare tikkede ind i forårets kampe.

Og på banen fortsatte Nicole Kornum Netopil sit målshow. Hun satte fire af opgøret seks SIF-scoringer i Chang-kassen og nåede dermed op på at have lavet 14 mål i de seneste tre SIF-kampe, der alle er blevet vundet - og SIF-damerne har scoret 22 gange.

- Vi leverede en fin kamp og var i fuldstænding kontrol i første halvleg. Efter 5-1 ved pausen brugte vi anden halvleg til at lade alle i truppen få pænt med spilletid. Jeg tror faktisk kun, at keeper Dea Poulsen ikke blev skiftet ud. Vi holdt dem kampen igennem pænt væk fra chancer, og vi kunne - med lidt større skarphed - have scoret flere mål end de seks, det blev til, siger Jan "Krølle" Nielsen.

Efter slutfløjtet på Provstejorden var der rigeligt med champagne, der skulle åbnes i SIF-lejren, og 13 konfettirør blev også taget i brug. Jo, der var fest og farver og glade ansigter hele vejen rundt. Spillerne tog sig dog også tid til at give cheftræneren en omgang vand - man må håbe Hawaii-habitten ikke krymper eller mister farve...

Det var Nicole Kornum Netopil, der bragte SIF foran 1-0 i det 14. minut. Chang fik udlignet til 1-1 syv minutter senere, men i det 22. minut scorede Kathrine Frey til 2-1 for SIF. Fem minutter senere øgede Nikoline Bach Andersen til 3-1, og så slog Nicole Kornum Netopil til med scoringer til 4-1 og 5-1 for SIF i det 36. og 37. minut.
Anden halvleg blev lidt mere paradekørsel for SIF-holdet, men Nicole Kornum Netopil gjorde det til 6-1, inden Chang fik reduceret til slutcifrene 6-2 midtvejs i anden halvleg.

SIF-startopstillingen 3-5-2 mod Chang: Dea Poulsen - Alberte Kollerup Jensen, Lisa Mikkelsen og Sigrid Poulsen - Signe Rytter Lund, Christina Norup, Katja Uhrenholt, Kathrine Frey og Julie Blicher - Nikoline Bach Andersen og Nicole Kornum Netopil.
Bænken denne gang: Ane Olesen, Katja Qvist Kristensen og Line Elkjær Rasmussen. Alle 14 fik pænt med spilletid.

- Vi er efterhånden blevet så mange, at der er konkurrence om pladserne. Mod Chang stod Sofie Espensen, Michelle Valeur og Ann Sofie Bach over, men de har i høj grad også bidraget til oprykningen, hvilket også gælder en række U 16- og Old Girls-spillere i løbet af forårets kampe, slutter Jan "Krølle" Nielsen.

 SE EN STOR BUKET AF ANDRE FOTOS FRA KAMPEN OG JUBELSCENERNE EFTER SLUTFLØJTET PÅ KLUBBENS FACEBOOKSIDE.

Luk