Pokalfinale i Hjørring med SIF-islæt
Det er gået stærkt - rigtig stærkt - i rollen som fodbolddommer for den tidligere Støvring IF-spiller Tinna Høj Christensen.
Det er kun cirka fire et halvt år siden, at 24-årige Tinna Høj Christensen begyndte som fodbolddommer efter, at skader havde stoppet hendes egen aktive karriere på eliteplan i både fodbold og håndbold, og lørdag 21/5 skal hun pifte i fløjten, når dansk kvindefodbolds to store giganter, Fortuna Hjørring og Brøndby IF, brager sammen i årets pokalfinale, der spilles på Hjørring Stadion med kickoff kl. 16.00.
I sin tid som aktiv var Tinna Høj Christensen selv inde omkring U 17-landsholdet i kvindefodbold, men hun var også dygtig på en håndboldbane, og derfor stod valget på et tidspunkt mellem fodbold og håndbold, og her sejrede håndbolden og en tid i daværende Aalborg DH (ungdom).
Her satte en alvorlig knæskade en stopper for Tinna Høj Christensens aktive karriere - og de seneste fire et halvt år har hun været fodbolddommer.
Hun er også "ugens dommer" i uge 20 2016 i Aalborg Fodbolddommerklub. Aktuelt er hun indplaceret som 3F Liga-dommer på kvindesiden, mens hun på herresiden står med mulighed for avancement til 2. division.
Du/I kan læse et længere indlæg og et interview med Tinna Høj Christensen på Aalborg Fodbolddommerklubs hjemmeside.
Og Tinna Høj Christensen har det ikke fra fremmede, det med at være fodbolddommer. Farmand, Erik Christensen - tidligere ungdomstræner i SIF Fodbold - er selv fodbolddommer, og han opfordrede i sin tid datteren til at blive fodbolddommer, da skader stoppede hendes aktive karriere som fodbold- og håndboldspiller.
Moderen - Isa Christensen - er også et kendt ansigt i SIF-lejren.En myndig kvinde med ben i næsen og tidligere træner og leder i SIF Fodbold.
Det med autoritet og skabe respekt omkring sig har Tinna sandsynligvis ikke fra fremmede - og det er skam pænt ment...
SIF Fodbolds førstehold hos herresenior i Jyllandsserien 1 spiller selv i Hjørring lørdag 21/5 kl. 13.00 mod Hjørring IF. Det sker på Landlyst - HI's anlæg.
Derfra er der ikke langt til Hjørring Stadion, så der skulle være mulighed for at slå to fluer med et smæk i Hjørring denne lørdag - først JS1-kamp kl 13.00 og dernæst kvindernes pokalfinale mellem 3 F Ligaens sværvægtere, Fortuna Hjørring og Brøndby IF, med kickoff på Hjørring Stadion kl. 16.00.