Menu

Sejrsmål til Serie 3 dybt inde i overtiden

image Serie 3 slog Borup IF 2-1 og tog dermed et stort skridt mod redning i rækken. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
04. juni 2016 kl. 19:40
Andetholdet hos herresenior, Serie 3, besejrede lørdag 4/6 Borup IF 2-1 i tredjesidste spillerunde. Sejrsmålet stod Mads Worsøe for dybt inde i overtiden, og med den sejr kom SIF-mandskabet et stort skridt videre mod en fornyelse af billetterne til Serie 3. Læs mere her...

I torsdags udlignede Mads Dahl til 2-2 i udekampen mod Valsgård IF 83, og under to døgn senere satte Serie 3-mandskabet igen en afgørende fuldtræffer ind i overtiden, da Borup IF gæstede Støvring lørdag 4/6 med kickoff kl.13.00 på en stegende hed kunstgræsbane.

Mod Borup IF var man tre-fire minutter inde i overtiden, da Mads Worsøe blev matchvinder fra tæt hold med en særdeles vital scoring til 2-1. U 19-spilleren Alexander Thorup havde sendt en god bold ind foran mål, hvor Mads Dahl forlængede den videre på Borups overligger. Bolden dumpede ned for fødderne af Mads Worsøe, der blot skulle skubbe bolden det sidste stykke ind over stregen.

Og med den sejr fik SIF-holdet skabt fornuftig luft ned til placeringerne som nr. 7 og 8 inden forårets to sidste kampe, en udekamp mod Sønderup-Suldrup IK Frem og en hjemmekamp mod Løgstør IF.
Et udbytte på fire point i to-trins-raketten - Valsgård IF 83 ude torsdag og Borup IF hjemme lørdag - luner godt, og SIF-mandskabet indtager fortsat fjerdepladsen og kan selv afgøre, om den skal stå på Serie 3-bold efter sommerferien.

Det begyndte ellers ikke så godt mod Borup IF.
Gæsterne kom foran 1-0 allerede i det 2. minut p.g.a lidt for stor gavmildhed i SIF-forsvaret. I det 18. minut indkasserede SIF-backen Anders Jacobsen et gult kort, men i samme situation fik Borup også et gult kort.

- Det var ikke en prangende indsats set over alle 90 minutter, og specielt i første halvleg humpede vi bagefter. Vi havde da sporadiske forsøg inden pausen, og Mike Long ramte stolpen, men Borup IF fik også en kæmpechance i det 35. minut, hvor det kunne være kommet foran 2-0, men Mikkel Blad Krogh i målet reddede os i den situation, siger Jan "Krølle" Nielsen, Serie 3-træner i SIF Fodbold (foto herover).

Trods intentioner om at stramme op på aftalerne i anden halvleg, så sad pasningsspillet ikke i skabet, og det var faktisk først i de sidste 20-25 minutter, SIF fightede sig til en smal hjemmesejr.

- Vi udlignede til 1-1 i det 62. minut på et straffespark. Mads Dahl blev fældet, og Mads Worsøe scorede på straffesparket. Tre minutter senere fik Jesper Gustavsen et gult kort, forklarer Jan "Krølle" Nielsen.

Men SIF fightede videre, og så blev det altså 2-1 dybt inde i overtiden. Kort efter en den scoring indkasserede SIF.midtstopperen Rasmus Carøe Eriksen også et gult kort, men SIF holdt stand. Samlet fik Borup IF også tre gule kort undervejs.

SIF-startopstillingen, 4-4-2: Mikkel Blad Krogh (U 19) - Anders Jacobsen, Rasmus Carøe Eriksen, Kasper Mikkelsen og Alexander Thorup (U 19) - Tommy Thrysøe, Mike Long, Mads Worsøe og Jesper Gustavsen - Kasper Bøgh og Mads Dahl. På bænken denne gang: Søren Bjerregaard, Patrick Marquartsen (U 19) og Patrick Öster (U 19) (kun Öster kom ikke i aktion p.g.s knas med bentøjet).
Der var afbud fra trioen Carsten Frederiksen, Jimmi Thomsen og Mathias Rasmussen.

- U 19-spillerne gjorde det alle rigtig godt. Der er virkelig noget at bygge videre på, siger Jan "Krølle" Nielsen.

Den dobbelte målscorer, Mads Worsøe, fik 13 af 17 mulige stemmer i den efterfølgende fidusafstemning og løb dermed i sikker stil med titlen som kampens SIF-spiller.

 

Luk