Serie 1 sendt til tælling til allersidst
- Kampfakta:
- Serie 1, herrer:
- Støvring IF - MorsØ FC 1-2 (1-0)
- Mål:
- 24. minut: 1-0 Christian Guldager (assist Mads Harbo).
- 49. minut: 1-1.
- 89. minut: 1-2.
- SIF-startopstilling, 4-1-4-1: Mikkel Blad Krogh - Nicolaj Hvilsom, Tobias Buus, Lars-Bo Hansen og Nikolaj Thorhauge Jacobsen - Thomas Nielsen - Niclas Plougmann, Mads Harbo, Lasse Pilgaard og Jens Janum Riis - Christian Guldager.
- Bænken denne gang: Kasper Bøgh, Sebastian Meyer Poulsen og Mads Dahl.
- Indskiftninger, SIF:
- 46. minut: Jens Janum Riis (maveproblemer) og Lasse Pilgaard (lår-problemer) ud - Kasper Bøgh og Mads Dahl ind.
- 58. minut: Christian Guldager ud - Sebastian Meyer Poulsen ind.
- Advarsler:
- 82. minut: Morsø FC.
- 88. minut: Sebastian Meyer Poulsen, SIF.
SIF-mandskabet kunne have fået kontakt til den øverste halvdel af Serie 1-puljen med en sejr i dette opgør, men i stedet slog gæsterne fra MorsØ FC til med et sejrsmål, da lystavlen viste 88.20.
MorsØ FC fik dermed sæsonens første sejr og point, og SIF - selv i svækket tilstand med flere afbud og en del skrøbelige spillere på holdkortet - skuffede og mistede terræn.
Stillingen og aktuelle
kampe i Serie 1-puljen:
https://www.dbujylland.dk/resultater/pulje/298981/opslagstavle
SIF-cheftræner Calle Facius lignede da også en af de tordenskyer, der havde hængt på aftenhimmelen over Støvring og omegn natten til onsdag, og øjnene slog stadig lyn nogle minutter efter slutfløjtet.
- Det var ganske enkelt ikke godt nok, det vi leverede i den her kamp, og det har spillerne også fået at vide. Godt nok har vi nogle afbud, men det var anden kamp i træk, vi havde tre-fire spillere, der ikke kunne spille en hel kamp af den ene eller anden grund. Det gør det ikke lettere for os. Vi dummede os ved begge scoringer til MorsØ FC, og så ved jeg godt, at vi havde mulighederne for selv at komme på 2-1, sagde Calle Facius, der skal have sine tropper i aktion allerede på lørdag i hjemmekampen mod Hanstholm IF.
Onsdag indløb der afbud på kampdagen fra en sygdomsramt Mathias Kielgast (SIF's bedste spiller mod Nibe på udebane, red.), og der var i forvejen afbud fra Anders Nielsen og en skadet Casper Henriksen. Veteranen Mads Dahl trådte til som substitut for Kielgast.
SIF sad på stort set hele spillet i de første 45 minutter og kom også fortjent foran 1-0 i det 24. minut, da Mads Harbo spillede Christian Guldager fri til en åbningstræffer.
SIF gik til pausen med en skrøbelig 1-0-føring, og fra anden halvlegs start betød indskiftninger af Kasper Bøgh og Mads Dahl, at sidstnævnte kom i front, Bøgh på venstrekanten, Christian Guldager og Mads Harbo centralt foran Thomas Nielsen, men SIF gik ned i kadence efter pausen.
Fire minutter inde i anden halvleg blev det så 1-1, da en MorsØ-spiller lavede en glansnummer ved at glide fri ind midt i feltet og få sendt bolden i nettet ved fjerneste stolpe.
I det 57. minut fik gæsterne tilmed en stor mulighed for at komme på 1-2 på en omstilling ført op i deres venstre side, men bolden gik til SIF's held lige forbi den fjerneste stolpe.
Minuttet efter blev der rokeret lidt rundt på SIF-holdet igen. Sebastian Meyer kom ind på pladsen som højre back - ud gik Christian Guldager. Mads Harbo blev skubbet højere op på banen sammen med Niclas Plougmann, og SIF kom også frem til muligheder, der kunne have afgjort kampen til egen fordel.
I det 72. minut måtte Thomas Nielsen set et ellers glimrende frisparksforsøg prelle af på den ene stolpe, og Mads Dahl havde - i kølvandet på et sologennembrud af Mads Harbo - også et skud, hvor bolden gik forbi fjerneste stolpe ud til hjørnespark efter, at bolden havde strejfet en modspiller.
Med otte minutter igen indkasserede MorsØ FC et gult kort, og minuttet efter fik Mads Harbo en gylden mulighed for at score til 2-1. Kort efter brændte det alvorligt på foran gæsternes mål, hvor SIF i samme sekvens kom frem til en lille håndfuld afslutninger tæt under mål, men den forløsende scoring udeblev.
I det 87. minut var Thomas Nielsen igen tæt på at score til 2-1, da han fik afsluttet fra distancen, men MorsØ-keeperen fik stærkt reddet nede ved roden af den ene stolpe.
Minuttet efter var der gult kort til indskiftede Sebastian Meyer Poulsen, og så kom sejrsmålet til gæsterne på en dybdebold op i deres venstre side, hvor SIF dummede sig og i situationen desværre gjorde sig selv ekstra sårbar. SIF-målmand Mikkel Blad Krogh kom på mellemhånd, og MorsØ-spilleren fik lobbet bolden ind i et tomt mål - 1-2 efter 88 minutter og 20 sekunder.
SIF-cheftræner Calle Facius havde på forhånd sagt, at netop den her kamp havde et farligt skær over sig - det viste sig at holde stik...
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/en-kamp-med-et-farligt-skaer-over-sig/