Serie 2 hentede point i Hadsund
Serie 2-mandskabet fuldendte lørdag et "remis-hattrick", da det blev til uafgjort for tredje kamp i streg takket være 1-1 på udebane mod Hadsund Boldklub.
Hjemmeholdet kom foran 1-0 i det 16. minut efter et hjørnespark, hvor en HB-spiller pludselig stod helt og aldeles fri ved fjerneste stolpe og uhindret kunne heade bolden i nettet.
- Vi indledte egentlig ganske fint de første 10 minutter, hvorefter vi forfaldt til at sparke frem for at spille fodbold, men sidst i første halvleg kom vi dog bedre med igen, siger Uffe Agerbo Jensen, Serie 2-træner.
- SIF-startopstillingen, 4-4-1-1: Michael Nielsen - Andreas Lahn Jacobsen, Mike Hansen, Martin Thinggaard og Michael Andersen - Mike Long, Jesper Gustavsen, Morten Juul og Alexander Thorup - Carsten Frederiksen - Mads Dahl.
- Indhopperne denne gang: Lars-Bo Hansen, Ardeshir Ebrahimi og Tommy Thrysøe.
Allerede midt i første halvleg kom Lars-Bo Hansen på banen som midtstopper - ud til en pause kom Mike Hansen, der i det 35. minut kom ind igen nu som hængende angriber, mens Carsten Frederiksen overtog højrekanten fra Mike Long, der fik en pause.
- Efter pausen spillede vi det klart bedste fodbold hidtil i dette forår. Inden udligningen i det 79. minut havde Mads Dahl to store hovedstødschancer. På den ene ramte han stolpen, og på den anden klarede Hadsund-målmanden, forklarer Uffe Agerbo Jensen.
Fra anden halvlegs start var Ardeshir Ebrahimi kommet på banen i stedte for Andreas Lahn Jacobsen på pladsen som højre back, og førstnævnte lagde op til udligningen.
- Ardeshir var kommet godt med frem på kanten og spillede bolden skråt bagud til Carsten Frederiksen, der scorede sikkert. Vi pressede på til sidst og var lige ved og næsten, men det blev ved 1-1. Lidt ærgerligt, vi stod lidt med en følelse af, at vi kunne have vundet den her kamp. Men igen god moral at vende 1-0 til 1-1, slutter Uffe Agerbo Jensen.
Tommy Thrysøe fik de sidste 17-18 minutter på banen, da han erstattede Alexander Thorup på venstrekanten af midtbanen.
Søren Bjerregaard havde måttet melde afbud, og i stedet viste det sig, at Lars-Bo Hansen var blevet sin skade nogenlunde kvit. Han var i hvert fald klar til at spille, og så gik ligningen med 14 spillere i truppen alligevel op.