Serie 3 fra land med sejr på 3-0
Serie 3-mandskabet kom rigtig godt fra start, da det søndag eftermiddag 31/3 gjaldt forårspremieren på udebane mod Dall/Ferslev IF.
0-3 blev slutcifrene efter 0-2 ved pausen, og SIF-holdet indtager førstepladsen i puljen efter første spillerunde.
- SIF-startopstillingen, 4-4-2: Joakim Nielsen - Kenneth Møller, Michael Wædeled Andersen, Mads Borup Steen og Christoffer Olesen - Mike Long, Marcus Skovhus Pedersen, Malthe Christiansen og Michael Toft Nielsen - Selemani Kikwangazala og Kasper Bøgh.
- Bænken denne gang: Sebastian Meyer Poulsen og Ardeshir Ebrahimi.
- Vi håndterede kampen på en ujævn græsbane ganske fornuftigt, og vi hentede en såre fortjent sejr, siger Søren Milde, Serie 3-træner i SIF-lejren.
Banen var ikke til kvikke pasninger, men SIF-holdet slap fornemt fra de første 45 minutter.
- Vi kom foran lidt over halvvejs i første halvleg, da Selemani Kikwangazala spillede Kasper Bøgh fri til scoring, og i det 35. minut var rollerne byttet om. Kasper Bøgh satte Selemani Kikwangazala op til en fuldtræffer. Vi stod godt på banen i en 4-4-2-opstilling, og i pausen talte vi om at undgå at forivre os. De måtte ikke få omstillinger på os. Anden halvleg blev meget et slag på banens midte, men i det 80. minut slap indskiftede Sebastian Meyer Poulsen igennem efter 1-2-spil i feltet, og han scorede til 0-3, forklarer Søren Milde.
Der var kun 13 spillere i Serie 3-truppen denne gang, idet Jens Janum Riis var blevet hentet op på JS 2-holdet efter sygdomsafbud fra Nicklas Aagaard lørdag.
- Malthe Christiansen spillede en perfekt kamp på midtbanen, og han fik 10 stemmer i fidusafstemningen efter kampen. Makkeren i motorrummet på midtbanen, Marcus Skovhus Pedersen, spillede også en flot kamp. De fandt godt sammen og afstemte det fint, når en skulle tage defensive eller offensive opgaver, slutter Søren Milde.
Serie 3 spiller igen allerede på fredag 5/4 hjemme mod Gug Boldklub, der gav SIF-holdet lidt af en øretæve i en af testkampene op til sæsonen.