Serie 3 løb ind i en øretæve
Det er ofte ikke uden konsekvenser, når man er nødt til at ændre på 6-7 pladser i startopstillingen siden den seneste kamp, og det måtte andetholdet hos herresenior, Serie 3, også erkende, da det gjaldt lokalopgøret hjemme mod Sønderup/Suldrup IK Frem søndag 14/8.
Der var næppe spillet meget mere end ét minut af opgøret på kunstgræsbanen i Støvring, før gæsterne havde gjort det til 0-1.
SIF-mandskabet, der fik 1-1 i premieren ude mod St. Restrup IF, fik dog udlignet til 1-1 i det 15. minut, da netop indskiftede Søren Bjerregaard var kommet på skudhold. Bolden blev rettet af og gik ind ved den ene stolpe, og så var der balance i regnskabet igen.
Søren Bjerregaard havde erstattet Mathias Tille Kristensen minuttet forinden, og det betød, at Martin Thingaard gled ind i midterforsvaret, mens Søren Bjerregaard spillede venstre back.
SIF-startopstillingen, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament: Anders Jensen - Jeppe Sørensen, Anders Jacobsen, Mathias Tille Kristensen og Martin Thinggaard - Tommy Thrysøe og Kasper Mikkelsen - Mads Worsøe, Jimmi Thomsen og Mathias Rasmussen - Mads Dahl. Bænken denne gang: Søren Bjerregaard, Jacob Nielsen og Victor Bartholomæussen.
Inden pausen stod gæsterne for de to største muligheder for at gang i måltavlen igen, men de misbrugte i begge tilfælde chancer, der kunne have bragt dem på 1-2.
Efter pausen blev Søren Bjerregaard, der i første halvleg havde svært ved at holde trit med en hurtig højrekant hos gæsterne, rykket op på den defensive midtbane. Det betød, at Kasper Mikkelsen gled ned i midterforsvaret sammen med Anders Jacobsen, og så overtog Martin Thinggaard pladsen som venstre back igen.
I det 60. minut kunne gæsterne godt være kommet foran, men heldet var med SIF, men to minutter senere gik den ikke længere. Der blev slået en dybdebold langt nede fra gæsternes banehalvdel, og trods en mindre rumrejse i luften fik bolden lov til at gå ned i bagrummet, hvor en Sønderup/Suldrup-spiller slap fri. SIF-keeper Anders Jensen kom dog godt ud, men han kunne ikke forhindre, at der slutteligt blev scoret til 1-2 i et tomt mål.
I det 68. minut kom Mads Dahl til et godt hovedstødsforsøg på et indlæg fra Søren Bjerregaard, men Dahl havde svært ved at styre sin afslutning svævende i luften, men SIF-opspillet var godt i den her situation.
Kampens reelle afgørelse kom i det 72. minut, da gæsterne scorede til 1-3 på et hovedstød efter en kvik omstilling afsluttende med et indlæg fra deres højre side. I SIF-lejren blev der forgæves appelleret for offside.
Inden da havde Jacob Nielsen og Mathias Nielsen erstattet Tommy Thrysøe og Mathias Tille Kristensen hos SIF, og med 13 minutter igen blev det til Serie 3-debut for førsteårssenioren Victor Bartholomæussen, der erstattede Jeppe Sørensen som højre back.
I det 88. minut kom Mads Worsøe frem til en god hovedstødsmulighed, men i stedet cementerede gæsterne sejren med en scoring til 1-4 i sidste minut, da en høj bold sejlede i nettet.
- Vi kan ikke være tilfredse med indsatsen i den her kamp, også selvom vi havde skiftet meget ud i forhold til efterårets første kamp. Vi skal i kamp igen allerede på tirsdag 16/8 hjemme mod Nibe Boldklub, siger Jan "Krølle" Nielsen, Serie 3-træner i SIF Fodbold.
Martin Thingaard blev kåret til kampens SIF-spiller. Han fik 10 stemmer i fidusafstemningen efter slutfløjtet.