Serie 3 og Serie 4 slutter af på udebane
Der var ild i lunten til et drabeligt slutbrag i Serie 3-puljen til en rendyrket oprykningsfinale lørdag 4/11 kl. 13.30 i Suldrup mellem Sønderup/Suldrup IK Frem og Støvring IF, men den lunte blev slukket i sidste weekend, da SIF-mandskabet sikrede sig billetten til forårets Serie 2 med en 4-1-sejr hjemme over Klejtrup Boldklub.
SIF-mandskabet er med 33 point for de første 13 kampe fem point foran Sønderup/Suldrup IK Frem, der tilsvarende er sikre på at slutte på andenpladsen i puljen uanset udfaldet af opgøret mellem puljens etter og toer i sidste spillerunde.
Der er således "kun" prestige på spil, men SIF-holdet har også sin status af at være ubesejret af forsvare. De seks "tabte" point hidtil skyldes tre uafgjorte kampe, mens de 10 øvrige alle er blevet vundet. SIF-holdet vandt den første indbyrdes kamp i dette efterår 4-0 i Støvring takket være sæsonens bedste kollektive indsats, og den "øretæve" vil lørdagens hjemmehold med garanti gerne have vasket af tavlen.
Der er fire ændringer i SIF-truppen i forhold til 4-1-sejren over Klejtrup BK i sidste weekend. Nye islæt er Kasper Ronge Mikkelsen, Søren Salk, Mads Borup Steen og Nikolaj Bøgh, der erstatter U 19-duoen Niclas Plougmann og Selemani Kikwangazala samt Mathias Rasmussen og Stefan Pilgaard.
Serie 3-truppen til kampen i Suldrup, SIF-spillerne nævnt i vilkårlig rækkefølge: Michael Toft Nielsen, Stefan Berg, Mike Hansen, Rasmus Carøe Eriksen, Michael Andersen, Andreas Lahn Jakobsen, Jimmi Thomsen, Jesper Gustavsen, Mike Long, Mads Dahl, Kasper Ronge Mikkelsen, Søren Løvschall Salk, Mads Borup Steen og Nikolaj Bøgh.
Hos SIF er opgøret samtidig afskedskamp med Serie 3-træner Tuncay Demirel, der har bebudet, han stopper i klubben efter denne sæson. Han førte i foråret andetholdet fra Serie 4 til Serie 3, og "opturen" fortsatte efter sommerferien med en oprykning fra Serie 3 til Serie 2. Inden den triumf var han som assistenttræner for SIF-førsteholdet med til at føre SIF-førsteholdet fra Serie 2 til Jyllandsserien på noget nær rekordtid.
Han dannede i sidstnævnte periode makkerpar med Allan Christensen, der i øvrigt skal være cheftræner for Aalborg Changs nyoprykkede Jyllandsserie 2-mandskab efter nytår. Allan Christensen får et Chang-islæt som assistenttræner i det nye år.
SIF-tredjeholdet hos herresenior, Serie 4, runder efteråret af lørdag ude mod oprykningskandidaterne fra Nibe Boldklub med kickoff kl. 15.15.
Serie 4-mandskabet, der egentlig spiller for spiller har været for godt til at rykke ned, har taget elevatoren ned i Serie 5, som man rykkede op fra inden sommerferien, og i sidste weekend gav SIF-tropperne netop Nibe Boldklub en hjælpende fod i oprykningsstriden, da SIF hjemme noget overraskende slog Sønderup/Suldrup IK Frem 2-1. Både Nibe Boldklub og Sønderup/Suldrup IK Frem er derfor noteret for 25 point for de første 13 kampe, men Nibe er bedst indbyrdes.
Sønderup/Suldrup IK Frem slutter efteråret af hjemme mod Øster Hornum samtidig med SIF-opgøret i Nibe, og Øster Hornum er i den situation, at de overhaler både Nibe Boldklub, hvis de selv evner at besejre Sønderup/Suldrup IK Frem kombineret med en SIF-sejr i Nibe. I så fald slutter Øster Hornum IF på førstepladsen med 26 point - et mere end både Nibe og Sønderup/Suldrup IK Frem. I tilfælde af, at SIF spiller uafgjort med Nibe og Øster Hornum IF selv besejrer Sønderup/Suldrup IK Frem, så rykker Øster Hornum IF også op, idet de er bedst indbyrdes med Nibe-mandskabet.
Serie 4-truppen til kampen i Nibe, SIF-spillerne nævnt i tilfældig rækkefølge: Anders Snitker Jensen, Mark Bloch Jensen, Patrick Marquartsen, Søren Sølvkjær, Mathias Tille Kristensen, Lasse Lindegaard Poulsen, David Guldborg, Frederik Lykke, Thomas Rudfeld Maksten, Christian Grønhøj, Christian Rytter Nielsen, Victor Bartholomæussen, Simon Kibsgaard og Andreas Peter Hansen.