Menu

Serie 3 savnede fight og vilje

image Serie 3-træner Søren Milde var ikke tilfreds med SIF-indsatsen i Gistrup torsdag aften. LKB vandt 3-0. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
03. maj 2019 kl. 20:59
Serie 3-holdet skuffede fælt i torsdagens udekamp mod LKB/Gistrup, der vandt 3-0 efter 1-0 ved pausen. For mange SIF-spillere slog op i banen, da først LKB/Gistrup var kommet foran i det 20. minut - læs mere her...

Ét er at komme bagud efter små 20 minutter.

Noget andet er helt at opgive mulighederne for at komme tilbage i kampen og levere en indsats langt under vanligt niveau.

Det skete for Serie 3-holdet i torsdagens udekamp mod LKB/Gistrup, det første af tre vigtige opgør mod hold under SIF-mandskabet i tabellen.

- Det var slet ikke godt nok. For mange spillere slog op i banen. Der var for lidt vilje og for lidt sammenhold, da der var brug for det, siger Søren Milde, Serie 3-træner.

  • SIF-startopstillingen, 4-4-1-1: Joakim Nielsen - Ardeshir Ebrahimi, Rasmus Carøe Eriksen, Michael Wædeled Andersen og Marcus Skovhus Pedersen - Selemani Kikwangazala, Kenneth Møller, Malthe Christiansen og Michael Toft Nielsen - Niclas Plougmann - Kasper Bøgh.
  • Bænken denne gang: Andreas Pinstrup, Mike Long og Sebastian Meyer Poulsen.

Alle 14 fik pænt med spilletid.

SIF kom egentlig nogenlunde ud af starthullerne denne aften i Gistrup, men der blev ikke scoret på to store muligheder ved 0-0, og da først hjemmeholdet havde gjort det til 1-0 i det 20. minut, var det så som så med målchancer til SIF i den resterende del af opgøret.

- Der blev ikke arbejdet nok. Vi var for langt fra modstanderne, og vi ikke sat presset ordentligt ind, og førstepresset på deres opspil var noget nær ikke-eksisterende efter scoringen til 1-0, fastslår Søren Milde.

Med et kvarter igen blev det 2-0, og fem minutter senere scorede LKB/Gistrup til slutcifrene 3-0.

- LKB/Gistrup ville det mere end os i dette opgør, og hjemmeholdet var god til at trække tempoet ud af kampen, da de var kommet foran, slutter Søren Milde.

Serie 3 spiller igen fredag i næste uge, hjemme mod RKG Klarup.

 

 

 

Luk