Menu

Stort skridt mod redning for Serie 3

image Carsten Frederiksen er også træner i drengeafdelingen i SIF Fodbold. Han lynede med to scoringer, da Serie 3 slog Hersom/Bjerregrav 2-0 i 10. spillerunde. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
20. maj 2016 kl. 22:59
Den gamle målræv Carsten Frederiksen viste med to fuldtræffere i Serie 3-sejren på 2-0 hjemme over Hersom/Bjerregrav fredag aften 20/5, at der stadig er bid i støvlerne. Med den uhyre vigtige sejr tog andetholdet et stort skridt mod endnu en sæson i Serie 3. Læs mere her...

Andetholdet hos herresenior, Serie 3, slog til efter pausen, da det fredag aften 20/5 gjaldt en hjemmekamp på kunstgræsbanen mod Hersom/Bjerregrav i 10. spillerunde.
2-0 blev de herlige slutcifre, og begge fuldtræffere blev sat ind af den rutinerede målræv i skikkelse af Carsten Frederiksen, der også løb med titlen som kampens SIF-spiller takket være 8 stemmer i den efterfølgende fidusafstemning blandt spillere og ledere omkring Serie 3-mandskabet.

Scoringen til 1-0 kom i det 46. minut. Gæsterne fik i første omgang clearet et hjørnespark, men SIF fik bolden indover igen, og Carsten Frederiksen sparkede bolden i kassen til 1-0.
I det 64. minut øgede han til 2-0. Bolden blev slået ind over, og Carsten Frederiksen (foto herunder) drejede rundt og sparkede resolut bolden i nettet, sådan!

Inden pausen havde Hersom/Bjerregrav fordel af medvind på kunstgræsbanen, og de kom også frem til sporadiske chancer. I SIF-målet sørgede Michael Nielsen med en refleksredning i de første 45 minutter for, at det ikke blev 0-1 i den fase af kampen.

- Vi fik fuldstændig vendt kampen i anden halvleg. Vi fik bedre styr på spillet og fik mange bolde spillet ind over midten, hvorfra der kunne fordeles videre rundt. Samlet en rigtig god omgang fodbold med stor disciplin i spillet af alle mand, siger Jan "Krølle" Nielsen, Serie 3-træner i SIF Fodbold.

Med et kvarter igen følte SIF-forwarden Mads Dahl, han skulle have haft et straffespark, men det fik han ikke.

Hos SIF blev det også til Serie 3-debut til U 19-duoen Alexander Thorup og Patrick Marquartsen, der fik de sidste 20-25 minutter som henholdsvis venstre back og venstre midtbane. Det tredje islæt på bænken, Jesper Gustavsen, kom også i aktion i 2-0-sejren.

SIF-startopstillingen 4-1-4-1: Michael Nielsen - Søren Bjerregaard, Mike Hansen, Kasper Mikkelsen og Stefan Berg - Tommy Thrysøe - Carsten Frederiksen, Anders Jacobsen, Jimmi Thomsen og Mads Worsøe - Mads Dahl.

Med sejren avancerede SIF-mandskabet - i hvertfald for en stund - til tredjepladsen, men vigtigere var det, at man fik skabt luft ned til nedrykningspladserne i puljen.
Serie 3 spiller først igen torsdag 2. juni ude mod Valsgård IF 83.

Luk