Menu

Surt punktum på fornem anden halvleg

image Jubel efter udligningen til 2-2 mod Aalborg Freja blandt de fire spillere, der satte scoringen op. Fra venstre Nicolaj Hvilsom, Mads Harbo (på toppen), målscorer Aske Kjærup Pedersen og t.h. Thomas Nielsen. Foto. Hanne Andersen
Af Jørn Eriksen
15. juni 2018 kl. 23:09
Der var en verden til forskel på SIF-indsatsen før og efter pausen i fredagens JS 1-hjemmekamp mod Aalborg Freja i næstsidste spillerunde. 0-2 blev vendt til 2-2 på en en viljefast, energisk og flot spillemæssig SIF-præstation, men gæsterne snuppede alligevel alle tre point på et sejrsmål til 2-3 i det 88. minut - læs mere her...

Det virkede nærmest som om, SIF-spillerne havde gjort de gæve gallere fra Asterix kunsten efter, da der blev fløjtet op til de sidste 45 minutter i fredagens hjemmekamp mod ligeledes formstærke Aalborg Freja.

Om SIF-spillerne havde fået en trylledrik, der gav superkræfter i pausen, skal stå hen i det uvisse, men en pauver og blodfattig SIF-præstation før pausen blev i hvert fald med et trylleslag forvandlet til en slagkraftig cocktail i de sidste 45 minutter.

0-2 ved pausen blev - uden at Freja-spillerne fløj gennem luften som stakkels romerske soldater - forvandlet til 2-2 takket være en kollektiv opstramning af kaliber hos hjemmeholdet, og netop derfor var det noget ufordøjeligt, at Aalborg Freja alligevel hev sejren hjem takket være en scoring til 2-3 i det 88. minut.

SIF havde fortjent minimum det ene point på den vitaminrige og meget opløftende anden halvleg, men hverken SIF eller Aalborg Freja kan nå den andenplads, der giver playoff til Danmarksserien - alligevel var skuffelsen over den sene Freja-scoring til 2-3 til at få øje på i SIF-lejren efter slutfløjtet.

  • SIF-startopstillingen 4-4-2: Nils Falk - Nikolaj Thorhauge Jacobsen, Lasse Pilgaard, Zacharias Krunderup og Rasmus Carøe Eriksen - Nicklas Aagaard, Aske Kjærup Pedersen, Thomas Nielsen og Jens Janum Riis (U 19) - Nicolaj Hvilsom og Mads Harbo.
  • Bænken denne gang: Casper Henriksen (U 19), Christoffer Olesen og Kasper Bøgh.

I første halvleg kom SIF frem til at par gode muligheder inden for de første 4-5 minutter - først ved Nicklas Aagaard på en assist fra Mads Harbo og dernæst ved Nicolaj Hvilsom, der ikke fik tæmmet bolden ordentligt, men herefter stod der reelt Freja på den resterende del af første halvleg.

SIF-spillerne gav generelt gæsterne alt for god plads takket være alt for løse markeringer, og bevægeligheden foran boldholderen var helt skidt i de 45 første minutter, hvor SIF også mistede bolden alt for hurtigt, når den endelig var kommet på egne støvlesnuder.

Det blev 0-1 i det 16. minut. SIF mistede en bold højt oppe på banen, og så spillede Freja kvikt den anden vej. En dybdebold og scoring sat ind højt i SIF-målet.

I det 32. minut blev det også 0-2, hvor SIF blev sat helt af. Et flot Freja-angreb med en afgørende flot pasning som kronen på værket - men kors, hvor så SIF-holdet dog passivt ud i den situation.

Kort før pausen kom Mads Harbo frem til et behjertet skudforsøg på en assist fra Thomas Nielsen.

Fra anden halvlegs start kom Nicklas Agaard ud til en pause - ind kom Casper Henriksen (U 19) på højrekanten.

Og det var fra første fløjt i anden halvleg, at "trylledrikken" havde sin virkning på SIF-spillerne, der nu pludselig sad tæt på modstanderne, satte højt pres og fik gang i eget spil med masser af løb omkring boldholderen.

Nu var der saft og kraft i alt, hvad SIF-spillerne foretog sig - og det gjaldt dem alle på en gang.

Det blev 1-2 på et straffespark i det 58. minut. Aske Kjærup Pedersen - igen stærkt spillende - sendte fra højre side bolden ind til indskiftede Casper Henriksen, der i fri position blev fældet i feltet. Straffespark og gult kort til gæsterne. Mads Harbo (foto herunder, red) tordnede sikkert bolden i nettet til 1-2.

Casper Henriksen måtte ud til nogle få minutters behandling uden for banen, og da han gjorde sin entré igen indkasserede han - til SIF-lejrens store fortrydelse - et gult kort for at være løbet ind uden grønt lys fra dommertrioen. I SIF-lejren havde man forståelsen af, at linjevogteren havde signaleret, det var okay.

10 minutter i straffeboksen til Casper Henriksen, og ingen overtalsperiode til SIF alligevel.

I SIF-lejren blev der senere i anden halvleg appelleret for, at Freja i to tilfælde gjorde nøjagtig det samme - uden efterfølgende gule kort.

Trods den modgang med det gule kort til Casper Henriksen kom SIF alligevel frem til først et godt skud fra Mads Harbo. Freja-keeperen halvklarede, og Nicolaj Hvilsom var tæt på at nå returbolden. Kort efter var Lasse Pilgaard tæt på en udligning til 2-2 på et hovedstød.

I det 65. minut blev det så 2-2 på et smukt gennemført SIF-angreb. Thomas Nielsen (foto herover, red) stak bolden op til Mads Harbo, der driblede mod baglinjen og fik spillet bolden videre til Nicolaj Hvilsom, der lagde bolden af til Aske Kjærup Pedersen (foto herunder, red), der sikkert satte bolden i nettet.

Tju-hej for en scoring.

I det 70. minut var det tæt på at kunne være blevet 3-2, men U 19-spilleren Jens Janum Riis nåede ikke frem til den bold ved fjerneste stolpe.

To minutter senere var kræfterne - trods trylledrik eller ej - vist sluppet op hos U 19-spilleren, der blev erstattet af Kasper Bøgh.

Højrebacken Nikolaj Thorhauge Jacobsen, der havde døjet en del med sit ene lår i en stor del af anden halvleg, blev med ni minutter igen - efter en stærk præstation - erstattet af Christoffer Olesen.

Det lignede derfor en 2-2-løsning med en halvleg til hvert hold, men i det 88. minut udnyttede en enlig Freja-mand i front en dybdebold til at sikre gæsterne alle tre point. Offside eller ej, der blev ikke fløjtet - og SIF fik trods en kraftpræstation i de sidste 45 minutter ikke point ud af dette opgør.

Thomas Nielsen blev efterfølgende kåret til kampens SIF-spiller skarpt efterfulgt af makkeren i motorrummet på midtbanen, Aske Kjærup Pedersen.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/fire-aendringer-hos-js-1-siden-pokalsejr/

 

 

Luk