Menu

- Tak for seks år - seks gode år

image Allan Christensen (t.v.) og Tuncay Demirell (t.h.). Førstnævnte runder her sin tid i SIF Fodbold af med en lille evaluering. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
02. januar 2017 kl. 11:58
Allan Christensen, cheftræner for herresenior frem til 31/12-2016, runder her seks år i Støvring IF Fodbold af med en lille opsamling, hvor der bliver kigget både bagud og forud. De sidste fire år var han cheftræner for herresenior med Tuncay Demirell som assistenttræner - læs mere her...

- Jeg vil gerne sige tak for seks år i Støvring IF Fodbold - seks gode år. Jeg indledte min tid i klubben som U 19-drenge-træner, så nogle af spillerne fra årgang 1994-1995 har jeg haft fingrene i gennem alle seks år, og herefter fulgte så fire år som cheftræner for herresenior, siger Allan Christensen, der ved årsskiftet overdrog nøglerne og ansvaret for JS-mandskabet til den nye cheftræner Kim Nielsen og assistenttræner Rasmus Hasselriis - Tuncay Demirell skal som - måske bekendt - være ny træner for SIF-andetholdet hos herresenior i Serie 4.

Dieselmotoren skulle lige i gang i år 1 med Allan Christensen og Tuncay Demirell ved styrpinden, men så kom den helt store optur også med opstigning fra Serie 2 til Jyllandsserien i rekordfart med en halvsæson i JS 1 (hvor der blev spillet om oprykning til Danmarksserien) som foreløbig kulmination i år 2 og 3. I år 4 - 2016 - blev status som JS-mandskab bevaret - 8. plads i JS 1 i foråret og en 5. plads i JS i efteråret.

Læs også tidligere indlæg om opstigningen fra Serie 2 til JS her, link lige herunder:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/elevatorfoereren-stiger-af/

- Og ingen skal sige, at vi ikke samtidig har spillet underholdende og seværdig fodbold, fortsætter Allan Christensen.
- 264 mål på fire år er det blev til med førsteholdet - fra Serie 2 til JS. Det giver 2,36 mål i gennemsnit. Til gengæld blev der også scoret 199 mål mod os - 1,77 mål pr. kamp i gennemsnit, så vores offensive tilgang til spillet med basis i en 4-3-3 eller 4-2-3-1-opstilling har skinnet igennem hele vejen igennem. Og det har været en herlig rejse med spillerne gennem alle seks år i Støvring IF Fodbold. I 2016 var vi noget mærket af skader og afbud i truppen, der i forvejen savnede lidt bredde. Undervejs i forløbet oplevede vi også den succes, at andetholdet rykkede fra Serie 3 til Serie 2, men i efteråret 2016 gik turen så fra Serie 3 til Serie 4, men andetholdet var også berørt af ovennævnte skader/afbud, og jeg er sikker på, at Tuncay Demirell nok skal få ført andetholdet op i Serie 3 igen, fortsætter Allan Christensen.

Pindene fra de sidste nytårsraketter har ramt jorden igen, og nu er nøglerne givet videre til Kim "Ray" Nielsen, og Allan Christensen ser lyst på SIF Fodbolds fremtid - hvis tingene gribes rigtigt an:

- Støvring IF Fodbold er en klub, der stor med nogle rigtigt store muligheder på hånden. I mine øjne kan det næsten kun gå fremad, hvis det gribes rigtigt an. Der er en stærk ungdomsafdeling som basis mange år frem i tiden, og allerede i 2016 fik fem U 19-spillere JS-debut. Fra nu af vil der hver sommer komme unge dygtige spillere op fra U 19 til herresenior. Jeg håber og tror på, at SIF Fodbold i løbet af de næste to-tre år vil komme op på at have 4-5 herresenior-hold. Styrker man bredden, styrker man samtidig førsteholdet i klubben, og griber man det rigtigt an, har klubben potentiale til at komme med i Danmarksserien indenfor de kommende år. Og man kan styrke bredden hos herresenior ved at forstærke besætningen trænermæssigt, så alle hold får gode og motiverende trænere. En hel del af de unge spillere, der ikke springer ind på førsteholdet i JS-regi, har potentialet til at udvikle sig til JS/DS-spillere, skal have gode tilbud både til træning og kamp på de øvrige hold, så man undgår, at alt for mange stopper eller skifter klub i utide, fastslår Allan Christensen, der endnu ikke er hyret til et nyt trænerjob i en anden klub.

En af dagene giver vi "stafetten" videre til den nye JS-cheftræner i SIF Fodbold, Kim Nielsen, der får mulighed for at kridte banen op til den forestående sæson.

Luk