Menu

To tophold på menuen for JS 1

image Jubel i SIF-lejren efter Nicolaj Hvilsoms udligning til 1-1 ude mod Vatanspor i forårspremieren. Torsdag gæster Vatanspor så Støvring. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
04. maj 2016 kl. 20:47
To aarhusianske tophold på blot fire dage. Det er menuen for JS 1, der får besøg af tyrkisk-baserede Vatanspor Kr. himmelfartsdag med kickoff kl. 13.00, og søndag 8/5 gælder det en udekamp mod det aktuelle førerhold fra Skovbakken. Kun de to bedste rykker direkte op i Danmarksserien, mens de to treere i de to JS 1-puljer skal spille om den femte DS-billet. Læs mere her…

Det var et medrivende drama, da Vatanspor og Støvring IF spillede 1-1 i forårspremieren på en kunstgræsbane midt i Gellerup-planen, og torsdag 5/5 – Kr. himmelfartsdag – brager de to hold sammen igen i Støvring.

Vatanspor indtager andenpladsen med 12 point for syv kampe, mens SIF-tropperne er at finde på fjerdepladsen med 10 point for samme antal kampe.
Torsdagens opgør er det første, efter at alle hold i JS 1-puljen har mødt hinanden første gang – efter 14 spillerunder rykker de to bedste direkte op i Danmarksserien, mens nummer tre skal spille om den femte DS-billet mod treeren fra den anden JS 1-pulje.

Og SIF-mandskabet har i høj grad egen skæbne på egne støvlesnuder.
På søndag gælder det en vanskelig udekamp mod Skovbakken, der topper JS 1-puljen med 14 point for syv kampe – kun ét nederlag har Skovbakken indkasseret, og det blev en realitet på kunstgræsbanen i Støvring tidligere på foråret.
Det er med andre ord to knaldperler af kaliber, JS 1-mandskabet står på tærsklen til – et fornuftigt pointudbytte i disse to kampe, og man er stadig med i kapløbet til enten første-/andenpladsen eller den tredjeplads, der også kan være en døråbner til Danmarksserien.

- Vi er inde i en spændende uge for holdet og klubben. Udfaldet af de to kommende kampe afgør, om vi skal være med i den sjove ende af JS 1-puljen, eller vi skal bumle rundt i den nedre halvdel af puljen. Det ved både Vatanspor og Skovbakken selvsagt også, så jeg forventer, Vatanspor kommer med 130 i timen i håb om at knække os. De har nogle hurtige og dygtige kanter og nogle dygtige individualister, men jeg tror også på, at vi nok skal komme til vores muligheder, siger Allan Christensen, SIF-cheftræner.

I 1-1-premieren ude mod Vatanspor bød de sidste minutter på begge scoringer. Først kom Vatanspor foran med få minutter igen, men SIF-anfører Nicolaj Hvilsom fik udlignet til 1-1 i de absolut sidste sekunder til stor jubel for en pæn stor flok medrejsende SIFosis på sidelinjen, og SIF-spillerne fejrede såmænd også denne udligning som et sejrsmål.

Og forårets første syv spillerunder har med al tydelighed vist, at man som tilskuer ikke skal forlade sin plads, før dommeren definitivt har fløjtet kampen af. Rigtig mange af SIF-kampene har budt på scoringer – også til modstanderne – i kampenes døende sekunder, så nu er alle interesserede advaret før torsdagens topopgør, hvor SIF kan overhale Vatanspor med en sejr og modsat komme fem point efter dem med et nederlag.

Hos SIF er den eneste ændring i JS 1-truppen i forhold til sidst, at Lasse Pilgaard træder ind i truppen igen og erstatter en skadet Kaspar Rynkeby.

 

Luk