To x Katja sikrede sejr på 2-0
Det var to gange Katja, der slog til i rollerne som målmagere, da førsteholdet hos damesenior, Jyllandsserien, besejrede Serie 1-holdet fra Aabybro IF 2-0 i en testkamp på kunstgræsbanen i Støvring søndag eftermiddag 11. marts.
Inden pausen bragte Katja Quist Kristensen SIF-holdet på sejrskurs, da hun skar ind i banen fra den ene kant og sluttede den fine tur af med en scoring til 1-0.
Scoringen til 2-0 kom først 10-12 minutter før slutsignalet, da Katja Uhrenholt bragede bolden ind under overliggeren direkte på frispark.
- Vi spillede os frem til rigtig mange målchancer, men vi brændte godt nok også mange af dem, siger Jan "Krølle" Nielsen, SIF-cheftræner.
- Vi har stadig en del, der skal finpudses. Mod Aabybro var vi flere gange alene igennem med deres keeper, som vi for ofte afsluttede lige på - og ofte ved jorden, hvor hun tit fik en fod på. Vi skal være mere kyniske og koldblodige på de målchancer, vi kommer frem til. Organisationen på holdet var fin i dette opgør, hvor vi stort set holdt modstanderne fra åbne chancer, fortsætter Jan "Krølle" Nielsen.
JS-nyoprykkerne har forårspremiere onsdag 28. marts mod SUB 09, og i de næste to træningskampe skærpes modstanden. På søndag gæster Vorup FB fra Kvindeserien Vest - et trin over Jyllandsserien, og i generalprøven på premieren venter endnu en modstander fra Kvindeserien Vest, Aalborg KFUM.
- Jeg har fået set næsten alle spillere an i testkampene hidtil, men nu nærmer vi os premieren, siger Jan "Krølle" Nielsen.
På søndag - 18. marts - spiller begge SIF-hold hos damesenior testkampe hjemme.
Andetholdet i Serie 2 med Niels Johnstad Møller som taktisk styrmand møder Hadsund Boldklub med kickoff kl. 14.00, og JS-holdet møder Vorup FB med kampstart kl. 16.00.
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/ny-sejr-til-sif-kvinderne-i-testkamp/